Succesen fortsætter: ”Barbie” slår alle danske biografrekorder i år
"Barbie"-feberen fortsætter.
Det står klart, efter endnu en milepæl er nået i den himmelfart, som den Greta Gerwig-instruerede film "Barbie" er på i øjeblikket.
583.080 solgte billetter med en omsætning på 61,8 millioner kroner, er sommerens helt store lyserøde biografhit nået op på, ifølge en pressemeddelelse fra Warner Bros.
Greta Gerwigs storfilm har udviklet sig til et kulturelt fænomen, og selvom filmen har international success, så er det faktisk særligt i Norden, at den har nydt succes.
I alle de nordiske lande er filmen åbnet som den største film i 2023, og er den Warner Bros. film med den største billetomsætning nogensinde. Hele 2,6 millioner mennesker har set filmen indtil videre i Norden.
– Vi er begejstrede for den måde, som det nordiske publikum har taget ”Barbie” til sig, og ikke mindst for den fænomenale indsats som biograferne har lagt i filmen, og som vi nu høster frugterne af, lyder udtalelsen fra VP Marketing Nordic, Jessie Ross, og VP Distribution Nordic, TF Dreyer.
I USA har "Barbie" med Margot Robbie og Ryan Gosling i hovedrollerne ligeledes slået den mest åbenlyse konkurrent - Christopher Nolans "Oppenheimer" - som den mest sete film.
"Barbie" solgte i løbet af premiereweekenden billetter for intet mindre end 155 millioner dollars. Det svarer til over en milliard danske kroner. Det skriver Variety.