Kendte5. august 2019

Thomas Buttenschøn mistede synet og hukommelsen

Sommeren har været et helvede for Thomas Buttenschøn. Musikeren har netop afsløret, at han er blevet opereret i både hovedet og maven henover sommeren efter en uhyggelig forskrækkelse
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/bb-881186.jpg
 Foto: Aller Media

I et særdeles følsomt opslag på sin Instagram-profil fortæller Thomas Buttenschøn, at hans sommer ikke har været lige så skøn, som den plejer.

Alt var ellers startet i den skønneste orden, og den 34-årige musiker var klar til at holde en tiltrængt ferie.

Men i stedet har han i de seneste uger været i gennem et sandt helvede med indlæggelse og operationer.

Det afslører han på sin Instagram-profil.

- Det sker altid om sommeren. Lige som man mindst venter det. Bang! Så bliver man ramt. Nogle gange af en vanvittig forelskelse. Nogle gange af en ubærlig sorg. Og andre gange, som i mit tilfælde denne sommer, af et monster fra fortiden, indleder Thomas Buttenschøn sit oplsag.

Monsteret fra fortiden viste sig at være en såkaldt 'shunt', som han har fået indopereret i hjernen tilbage i 1997. Den har til formål at lede væske væk fra hjernen.

Indtil denne sommer har denne ventil fungeret upåklageligt. Men nu gik det galt.

- Ungerne var (heldigvis) ikke hjemme, da jeg først mistede synet, dernæst min hukommelse, og så et par døgn i fuld narkose, som står ret uklart for mig. Jeg vågnede op på Rigshospitalet med et kæmpe hul i maven, og to huller på siden af hovedet, forklarer den ellers normalt så smilende underholder.

Artiklen fortsætter under billedet...

Hvad der præcis er sket, skriver Thomas Buttenschøn ikke i sit opslag. Men at dømme ud fra billedet og den følsomme tekst, virker det til at have været et voldsomt tilfælde.

Spillemanden beroliger dog sine mange følgere og fans med, at han har det godt nu og snart er tilbage på fuld stryke igen.

- Det er en uge siden, at jeg blev udskrevet fra Riget, lige nu glæder mig til sårene er helet og stingene er taget ud. Jeg er snart tilbage på 100, lyder den opmuntrende melding fra Thomas Buttenschøn.

Sponsoreret indhold