Kongelige20. august 2019

Elton John betaler klimabøde for Meghan og Harry

Elton John fortæller, at han har lavet en kulstofneutral donation på vegne af Prins Harry og Hertuginde Meghan
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/elton-john-02102018.jpg
 Foto: MEGA

Prins Harry og Hertuginde Meghan har på det sidste modtaget kritik fra klimabevidste stemmer. Især de sidste par uger, hvor det royale par har rejst flere gange med privatfly. Blandt andet til Ibiza og senest Nice.

Nu blander Elton John sig i debatten.

Poplegenden fortæller, at han er træt af at høre al den snak om, at den kongelige familie er nogle miljøsvin - og at han i øvrigt har valgt at lave en donation til klimaet for at neutralisere de skader, parret har forvoldt med den seneste rejse - som i øvrigt gik til Elton Johns hjem, hvor prinsen og hertuginden var på besøg med deres lille søn, Archie.

- Jeg er dybt bekymret over den forvrængede og ondskabsfulde dagsorden i pressen, der omgiver Prinsen og Hertuginden af Sussex' private ophold i mit hjem i Nice i sidste uge, skriver Elton John i et opslag på Instagram.

Han forklarer videre, at Prins Harrys mor, afdøde Prinsesse Diana, var en af hans nære veninder, og at han derfor føler sig forpligtet til at beskytte parret fra medierne, som han beskriver som medvirkende til Dianas død.

Derudover tager han en del af skylden for parrets valg af transportmiddel.

- Efter et hektisk år, hvor de har fortsat deres hårde arbejde med og dedikation til velgørenhed, ville David og jeg gerne give den unge familie en privat ferie i vores sikre og rolige hjem. For at opretholde et højt og nødvendigt niveau af beskyttelse, stillede vi et privatfly til rådighed.

- For at støtte Prins Harrys engagement i miljøet, har vi sørget for, at deres flyrejse var kulstofneutral ved at donere et passende beløb til Carbon Footprint, skriver Elton John i opslaget, der er ledsaget af et foto af det royale par.

Sangeren slutter af med en opfordring til pressen om at fokusere mere på det store arbejde, Prins Harry og Hertuginde Meghan lægger i velgørenhedsorganisationer.

- Jeg respekterer og bifalder virkelig både Harry og Meghans engagement i velgørenhed, og jeg beder pressen om at stoppe disse hårde og usande karaktermord, som bliver fabrikeret på næsten daglig basis.

Sponsoreret indhold