En kvinde med visioner: Meghan Markle modtager særlig ærespris
LÆS OGSÅ: Var han Meghan Markle i forklædning? Nu svarer han på rygterne
Det kan godt være, at hun ikke just er en populær dame i det engelske, men for amerikanerne er den 41-årige Sussex-hertuginde stadig et brandvarmt og populært emne.
Tirsdag aften blev Meghan Markle i selskab med sin mand, den 38-årige prins Harry, hyldet i forbindeles med en fornem gallafest i New York.
Den forhenværende "Suits"-stjerne var klædt i en formidabel guldkjole fra Joanna Ortiz til den nette sum af 13.000 kr.
Derudover viste hertuginden fusserne frem i stiletter fra Tom Ford til 9.300 kr. og en clutch fra Carolina Herrera til 7.600 kr.
Dermed kan den hurtige hovedregner konkludere, at frøken Markles outfit kan kopieres til lige under 30.000 kr. - og så er smykkerne ikke en gang medregnet!
Meghan Markle havde sin prins og sin mor, Doria Ragland, med på slæb til den fornemme begivenhed, hvor hertuginden modtog den såkdaldte "Women of Vision"-pris.
En pris der blev overrakt af legendefeministen Gloria Steinem, som desuden også har været med til at grundlægge Ms. Foundation for Women.
I sin takketale sørgede Meghan Markle for at opfordre alverdens kvinder til at kæmpe for ligestilling.
– Det er aldrig for sent at begynde. Du kan være den visionære i dit eget liv. Der er stadig så meget arbejde, der skal gøres.
– Jeg er en kvinde, der fortsat er inspireret og motiveret af den her organisation, lød det fra Markle om den Steinem-grundlagte velgørenhedsorganisation.
– Den gav mig mulighed for at erkende, at en del af min værdi og formål i livet var at være talsperson for dem, der føler sig overset, at stå imod uretfærdighed og ikke være bange for at sige, hvad der er sandt, retfærdigt og rigtigt.
Det er første gang, at Meghan Markle og prins Harry ses offentligt sammen, siden Harry deltog i den officielle kroning af kong Charles den 6. maj.
Selvom Markle var inviteret, så valgte hun at blive hjemme i det californiske af en ganske særlig årsag.
Og det var da også derfor, at prins Harry kun nåede at opholde sig i England i små 24 timer op til kroningen, før han fløj hjem til sin Sussex-familie.