Prins Harry og Meghan Markle sender hilsen til 9/11-ofre
Det er normalt en noget anden forside, der møder brugerne af Archewell.com, men lørdag morgen kunne man klikke ind på Sussex-parrets hjemmeside og se en særlig hyldest til ofrene for 11. september.
Det sker i forbindelse med, at det lørdag er tyve år siden, at to fly fløj ind i World Trade Center i New York City.
På Sussex-parrets officielle velgørenhedshjemmeisde ses en sort forside med teksten "In memoriam September 11, 2001" efterfulgt af en liste af navne på de godt 3.000 personer, der mistede livet på den skæbnesvangre dag.
Artiklen fortsætter efter billedet...
(Foto: Archewell.com)
Meghan og Harry er ikke de eneste fra det britiske kongehus, der har husket at markere den særlige dag.
Også dronning Elizabeth sendte lørdag en hilsen til den amerikanske præsident, Joe Biden.
- Som vi markerer tyveårsdagen for de frygtelige angreb den 11. september 2001, forbliver mine bønner og tanker hos ofrene, de overlevende og de berørte familier, lyder det fra dronning Elizabeth i en besked delt på kongehusets officielle Twitter-profil.