Miraklet på 4. sal: De snød døden

Man giver ikke op, når man kommer fra New York. Man kan blive væltet, men en newyorker rejser sig altid igen.

Det var tankerne, der for 20 år siden gik igennem hovedet på bankmanden Tom Canavan, der bogstaveligt talt fik et af de to tårne ned over sig.

Artiklen fortsætter under billedet ...

– Jeg kan aldrig glemme, hvad der skete for 20 år siden, siger Tom Canavan i dag. (Foto: National Geographic)

For selv om han netop havde taget den lange tur ned ad trapperne fra 47. etage i det nordlige tårn, styrtede det sydlige sammen, da han nåede ud på gaden.

- Det nemmeste havde været bare at sætte sig ned. Og så havde det været slut, siger Canavan i en ny dokumentar fra National Geographic.

Men hverken han eller en lille gruppe af godt 20 overlevende gav op. Heller ikke selv om der ingen redningsfolk var i nærheden.

Stærkt blødende

Med tonsvis af rester fra bygningen omkring sig tog Tom i stedet en kontant beslutning.

- Jeg pressede min krop igennem det armerede beton og skrabede min krop fra top til tå.

- Det var min eneste mulighed for at komme ud.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Her ses Tom Canavan kort efter, at han reddede sig selv ud af ruinerne. (Foto: National Geographic)

Et billede, som er taget i minutterne efter, viser da også en stærkt blødende Canavan, som på det tidspunkt ikke ved, hvor skadet han er.

- Men da vidste jeg, at jeg stadig levede. De fik mig ikke. Jeg overlevede, siger han om sin første reaktion.

- Jeg var heldig. Jeg var meget heldig.

Mirakel, at de overlevede

Sådan har brandmanden Mickey Kross det også i dag. Han havde sammen med sine kolleger taget den 20 minutter lange vandretur på trapperne op til 23. etage i netop det nordlige tårn.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Brandmanden Mickey Kross var 54 år, da han ved et mirakel overlevede i resterne efter en trappeopgang. (Foto: National Geographic)

Men da nabotårnet kollapsede, vidste han godt, at nu skulle de ud. De nåede helt til 4. etage, før mere end 100 etager faldt sammen over dem. Nu lå Kross sammenklemt og følte sig “som en skildpadde i sit skjold”.

- Et par af de andre brandmænd havde noget værktøj, som de brugte til at bryde igennem resterne af trappen, fortæller han i dokumentaren.

Måtte redde sig selv

- Men det, der mødte os, var bare en væg af alle resterne fra den smadrede bygning. Vi vidste, at vi intet kunne gøre. Kun hvis vi blev fundet og reddet af andre, fortæller Mickey Kross.

Det blev dog i sidste ende – helt som med Tom Canavan – brandmændene selv, der måtte skabe sig en vej ud i friheden.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det er ikke til at fatte, hvordan det kan lade sig gøre at overleve i ruinerne, som de to tårne efterlod sig. (Foto: Ritzau Scanpix)

- Da støvet lagde sig, og der var en åbning højt oppe, kravlede os, der kunne, op til den.

Selv om begge mænd fik lov til at beholde livet, har de fået et tungt minde med sig. Ikke mindst fordi mange af deres venner og medborgere døde den varme sensommerdag i New York.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Mickey Kross’ hjelm bliver nu udstillet på 9/11-museet i New York. (Foto: 911 Memorial & Museum)

- Det er hårdt, fordi der aldrig går en dag, uden at man tænker på det, lyder det fra Tom Canavan.

- Man kan ikke glemme det.

Som en kirkegård

Og når han – som en del af sit arbejde på museet efter 11. september – går rundt i området, hvor tårnene engang stod, betragter han det ikke, som de fleste andre.

- For mig er det stadig en kirkegård.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Trapperne blev både til dødsfælder og redningen for nogle. (Foto: National Geographic)

Jeg ved godt, at nogle kalder det et mindested eller en park. Men over 1.100 mennesker er altså aldrig blevet fundet, siger Tom.

I alt 2.977 døde 11. september 2001. Næsten ingen af dem, der var i tårnene, overlevede.

Artiklen fortsætter under billedet ...

I dag hænger også Tom Canavans ødelagte ur på en væg i museet. (Foto: Privat)

- Man må som overlevende håndtere det og resten af livet leve med mindet om den dag, mener Tom Canavan.

- Jeg har valgt at gøre dagen til en del af mit liv. Det er mit eftermæle.