
Anklager efter Sisse Sejr-dom: - Handler ikke om at få den hårdeste dom
LÆS OGSÅ: Erkend, du har været et kæmpe røvhul!
- Nu handler det jo ikke om, at man skal have den hårdest mulige straf.
Sådan lød den overraskende udtalelse fra anklager Anna Fog, da hun forleden skulle forklare, hvorfor hun helt som Sisse Sejrs forsvarer var pænt tilfreds med, at den kendte journalist slipper for at komme i fængsel.
Men både Anna Fog og Sisse Sejr glædede sig for tidligt. For nu er førstnævntes tilgang til jura i stalkingsager blevet totalt underkendt.
Sagen SKAL for landsretten, har statsadvokaten netop besluttet. Straffen er ganske enkelt for mild.
Anklager Anne Fog, der førte sagen i byretten, var ellers meget stålfast, da hun skulle forklare SE og HØR, hvorfor Sisse Sejr fortjente den mildere straf.
Ifølge hende var det nemlig en formildende omstændighed, at der alene har været tale om chikane. Og at Sisse Sejr ikke har opsøgt sit offer - og havde tilstået.
Det er dog ikke alene statsadvokaten, som er lodret uenig med anklager Anne Fog i den fortolkning. Det er den kendte advokat Mette Grith Stage også.
- Hun skal være glad for det her resultat, sagde hun efter dommen til SE og HØR.
- Hun har været virkelig heldig her, lød det fra den prominente forsvarsadvokat.
Du kan se hele interviewet med Anne Fog, som altså nu er blevet underkendt i sin vurdering af sagen, i toppen af denne artikel.

Sådan landede dommen
Den kendte radiovært blev idømt 30 dages fængsel for at have stalket og stjålet en anden kvindes identitet mindst 81 gange.
Dommen er betinget med en prøvetid på et år, og det betyder, at Sisse Sejr ikke skal afsone i fængsel, hvis hun ellers ikke bryder loven det næste års tid.
Forud for sagen pegede meget dog på, at hun ville komme i fængsel for stalkingen. Ifølge en ny dom fra Højesteret er det klare udgangspunkt i stalking-sager, at man skal ind og ruske tremmer.
Ifølge anklager Anna Fog var grunden til, at hun gik efter 30 dages fængsel til Sisse Sejr, at der var formildende omstændigheder, og at hun havde tilstået.
De formildende omstændigheder var, at der ikke var tale om fysisk stalking i sagen, men at chikanen er foregået digitalt.