
Det største mordmysterie: Findes svaret på Kennedy-gåden i arkiverne?

LÆS OGSÅ: Havde orm i hjernen
Mere end 60 år efter USA’s præsident John F. Kennedy som 46-årig blev dræbt ved et skudattentat i Texas, har landets nuværende præsident Donald Trump, 78, åbnet arkiverne og lagt hidtil hemmeligtstemplede dokumenter frem for offentligheden.
Den amerikanske sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr., 71, som er John F. Kennedys nevø, har i mange år hævdet, at det amerikanske efterretningsvæsen CIA var involveret i drabet på hans farbror.
Det er ikke blevet bekræftet af de journalister og historikere, som er ved at grave sig igennem de omkring 64.000 frigivne dokumenter.
Men de nye oplysninger er med til at kaste smuds på CIA’s ind imellem lemfældige og ulovlige måde at arbejde på – og ikke mindst med til at sværte de præsidenter, der var med til at mørklægge oplysninger om drabet på JFK.

Og det kan være Donald Trumps motiv bag fremlæggelsen.
Blandt de seneste offentliggjorte dokumenter er breve fra Sergyj Czornonoh, som i august 1963 – flere måneder inden attentatet på JFK – gjorde den amerikanske vicekonsul i Bulgariens hovedstad Sofia samt den britiske ambassade i Washington DC opmærksom på, at Lee Harvey Oswald var snigmorder, samt at Oswald planlagde at dræbe præsidenten.
Oplysningerne havde Sergyj angiveligt fra kæresten til en russisk konsul i Sofia.
– Mrs. Besera Asenova, kæresten til den russiske konsul, kom ind i mit værelse og gentog, at mr. Lee Harvey Oswald er en snigmorder. Han vil dræbe præsident Kennedy, skrev Sergey Czornonoh i et brev, som nu er blevet frigivet.

Fik ret i forudsigelser
Ved et møde 19. august 1963 med en særlig rådgiver fra den amerikanske regering, fortalte Sergyj Czornonoh, at der var planer om at myrde Kennedy, og at det ville ske i Dallas. Snigmorderen Lee Harvey Oswald skulle udføre attentatet. Efter præsidentens død, var der planlagt et mord på Lee Harvey Oswald. Oswalds morder ville være en person, som på det tidspunkt afsonede en fængselsdom.
Desuden fik rådgiveren at vide, at et drab på borgerrettighedsforkæmperen dr. Martin Luther King også ville finde sted.
Tre måneder og tre dage senere, 22. november 1963, blev John F. Kennedy skudt.
Kennedys formodede morder Lee Harvey Oswald, som nærede sympati overfor russerne, blev to dage efter snigdrabet på Kennedy skudt af natklubejeren Jack Ruby, som afsonede en fængselsdom, da Sergyj talte med den særlige rådgiver.
Martin Luther King mistede livet ved et skudattentat godt fire år senere.
Alle Sergyj Czornonohs advarsler gik altså i opfyldelse.

Var drab betaling for løsladelse?
Sergyj Czornonoh skrev i sine breve, at han blev overvåget af CIA, at de læste hans post og at efter samtalen med den særlige rådgiver blev der tilkaldt FBI-agenter, som bedøvede ham for at give ham hukommelsestab.
Det er vanskeligt at finde oplysninger om Sergyj Czornonoh. Han boede i den californiske by Sacremento. Ifølge dokumenterne havde han amerikansk pas.
Svaret på om natklubejeren Jack Ruby, der havde tætte forbindelser til mafiaen, blev belønnet med en løsladelse af CIA mod at likvidere Lee Harvey Oswald findes måske et sted i CIA’s arkiver.
Jack Ruby døde 3. januar 1967 af en blodprop i lungerne i på Parkland Memorial Hospital i Dallas, Texas. I øvrigt samme hospital som John F. Kennedy og hans formodede drabsmand Lee Harvey Oswald blev hastet til.
Frigivne dokumenter eller ej. Spekulationerne om, hvem der stod bag Kennedy-mordet vil uden tvivl fortsætte. JFK-drabet er historien, der ikke vil dø.

Min søn var hemmelig agent
Lee Harvey Oswalds mor Marguerite Oswald hævdede i 1964 overfor avisen The National Insider, at hendes søn var hemmelig agent for den amerikanske regering.
Ifølge Marguerite Oswald præsenterede en FBI-agent hende 23. november, dagen efter JFK-mordet, for et foto af Jack Ruby. Hun afviste at kende noget til Ruby, som næste dag dræbte hendes søn.
Lee Harvey Oswald og hans russiske kone Marina var en måned inden drabet på JFK blevet forældre for anden gang - igen til en lille pige.
Nogle uger efter Lees begravelse afbrød Marina forbindelsen til Marguerite Oswald, som ikke så sin svigerdatter og børnebørn siden. Til Lees bror Robert oplyste Marina, at der var taget hånd om hendes fremtid og døtrenes skolegang.
