Mareridt på åbent hav: Angrebet og spist af hajer

Det lyder som plottet til den ultimative skrækfilm:

Fem unge amerikanere ender i en lille gummibåd, efter en voldsom storm har sænket deres skib. De har ingen mad – ingen vand. Én af dem er hårdt såret, og blodet har nu tiltrukket hundredvis af sultne og arrige hajer. En kamp på liv og død begynder.

Men der er ikke tale om fiktion. Historien er sand, og den udspillede sig over fem dage langt ude på Atlanterhavet.

Da mareridtet langt om længe var overstået, var kun to i live.

De tre andre var enten bukket under af infektioner og mangel på vand – eller blevet spist af hajer, efter de i ren galskab var hoppet i vandet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Den forfærdelige historie fortælles blandt andet i et afsnit af programmet "I Shouldn't Be Alive". Her er et billede fra afsnittet om Trashman-ulykken. Foto: "I Shouldn't Be Alive"

SE og HØR genfortæller her historien om den storm, der tilbage i oktober 1982 sænkede den 17 meter lange yacht Trashman og sendte dens fem mand store besætning ud i et fem dage langt mareridt.

Dag 0

Vejret kunne næsten ikke vise sig fra en pænere side, da den 17 meter lange yacht Trashman stævnede ud fra Maine med kurs mod Port Lauderdale i Florida en efterårsdag i oktober 1982.

Hvis vejret tilllod det, ville skibet og dens fem mand store besætning nå endestation om seks dage.

Hvis vejret vel at mærke tillod det.

Til at begynde med gled Trashman gnidningsfrit gennem vandet. Den skød god fart, og tidsplanen holdt. De fem ombord skiftedes til at holde udkig og styre skibet. Ikke alle var lige rutinerede i søfart, men alle havde prøvet at sejle før.

Ombord var blandt andre Deborah Scaling Kiley, der trods sine blot 24 år var en særdeles erfaren sejler. Nogle år forinden havde hun som den første amerikanske kvinde gennemført det såkaldte Whitbread Round the World Race.

Deborah vidste, hvad det ville sige at sejle. Hun kendte farerne. Men hverken hun – eller de andre ombord – anede den fare, der lurede i horisonten: Et uvejr så voldsomt, at en kamp på liv og død ville blive udløst samme nat.

Artiklen fortsætter under billedet...

Trashman før den stævnede ud på den skæbnesvangre tur. Foto: Life Daily

Da uvejret begyndte at vise sine tænder, var besætningen gået til ro. Men på et tidspunkt gik Meg – den mindst erfarne ombord – op på dækket. En enorm bølge løftede skibet, så det bankede ned i vandet.

I faldet mistede Meg fodfæstet. Hun slog sig voldsomt, da hun ramte dækket.

Deborah og de andre hjalp hende ned i kahytten, hvor de tilså hendes skader. Hun blødte fra sine ben, og hun var voldsomt forslået.

- Jeg begyndte at blive urolig. Bare en smule. Brad og jeg gik op på dækket for at tage næste vagt, og uvejret var vildt ude af kontrol, har Deborah senere fortalt om den skæbnesvangre nat.

Kaptajnen på yachten – John – var også nervøs. Han var Megs kæreste og nervøs for både sin kæreste og det voldsomme uvejr, som kastede hans yacht voldsomt rundt i bølgerne.

Han slog alarm til kystvagten og bad dem om hjælp. Kystvagten svarede, at to større skibe lå relativt tæt på Trashman, og at de nu var på vej for at yde assistance.

- Det gav os et lille håb om sikkerhed, og det var måske dødskysset, har Deborah tidligere fortalt.

Dag 1

Midt i mørket og midt i stormen gik Trashmans motor og radio til sidst i stå. Den ellers så robuste yacht kunne ikke længere klare stormen. Deborah og de andre kunne nu blot vente på, at stormen red af – eller at hjælpen nåede frem.

- Når det er mørkt, og der er en gigantisk storm, er du mere bange end nogensinde. Det er et monster i mørket, som du ved, kommer. Det er skræmmende, fortæller Deborah.

Stormen red dog ikke af – i stedet løftede den til sidst yachten så højt, at den blev knust, da den kort efter blev kastet tilbage i bølgerne.

- Vi var ved at gå ned, og vi gik ned stærkt, husker Deborah.

Artiklen fortsætter under billedet...

Deborah (i midten) blev forfatter og foredragsholder efter sine prøvelser på havet. Foto: Privat

Før hun anede det, trådte hun vande i det mørke og frådende hav. Omgivet af de fire andre og den lille gummibåd, det lykkedes dem at redde. Deres redningsbåd var gået tabt.

- Der var alt, vi havde brug for, så vi kunne leve, så vi kunne overleve. Der var fiskekroge, der var nødlys – og ikke mindst var der denne maskine, der kunne omdanne saltvand til ferskvand.

- I gummibåden havde vi aboslut ingenting. Vores chancer for at overleve var lig nul.

Den første nat – mens stormen stadig rasede – skiftedes de til at sidde i den lille gummibåd. Gummibåden var så lille, at de skiftedes til at hænge i vandet, mens de holdt fast i båden.

Deborah husker, at Mark blev ved med at sige ”stop med at sparke til mig”, mens de to lå i vandet.

- Men jeg sparkede ikke til ham. Så jeg kiggede under vandet for at se, hvor hans ben var, så jeg kunne holde mig så langt væk fra dem som muligt.

- Det var den mest uhyggelige følelse, der strømmede igennem mig: Jeg så disse torpedoformede kroppe. Først tænkte jeg, at det var fisk, men så kom én af dem tættere på, og det gik op for mig: Det var hajer! Og der var hundredvis af dem. De var overalt. Der var finner overalt!, fortæller Deborah.

De mange hajer var blevet tiltrukket af det blod, der strømmede fra Megs åbne sår. Nu sværmede hajerne om gummibåden i håb om at få noget at spise.

- Jeg har aldrig set så mange hajer i mit liv. Det var den mest forfærdelige følelse, jeg nogensinde har haft, fortæller Deborah.

Der opstod panik i gruppen, som nu måtte sidde tæt i gummibåden. Imens begyndte tørsten for alvor at vise sig. Ingen havde fået noget at drikke i over et døgn.

Artiklen fortsætter under billedet...

Brad overlevede - sammen med Deborah - de fem dage på åbent hav. Han fortsatte med at sejle efterfølgende. Foto: Privat

- Tørsten var så gennemtrængende. Det var som om, at alle celler i kroppen skreg efter det, fortæller Deborah.

Dag 3

Hajerne var aldrig langt væk. De sværmede konstant om den lille gummibåd og de fem personer i den.

- Der var altid en finne et eller andet sted. Og bedst som vi troede, de var væk, var de tilbage igen, fortæller Deborah.

Samtidigt begyndte frustrationen for alvor at vise sig. Hvor blev kystvagten af? Eller de to skibe, som kystvagten havde fortalt, var på vej?

Meg spurgte, om det ikke kunne tænkes, at gummibåden drev mod land, og at de snart ville se land? I virkeligheden havde den lille båd kurs mod det åbne hav.

Deborah husker, at Megs tilstand allerede på dét tidspunkt var meget alvorlig.

- Da jeg så Megs ben, blev jeg skrækslagen. Hendes sår var åbne, og der var allerede ved at gå betændelse i det. Det var tydeligt, at hun var ved at få blodforgiftning. Vi sad der og så, hvordan hun var ved at dø for øjnene af os.

Meg begyndte at hallucinere. Det samme gjorde flere af de andre. Manglen på vand var godt i gang med at gøre dem skøre. På tredje nat kunne John og Mark ikke længere holde tørsten ud – og de gjorde det, man aldrig må gøre: De drak af havet.

- Jeg vidste, at saltvandet ville ødelægge deres nyrer, og det ville gøre dem mere dehydrerede og få dem til at hallucinere endnu mere, fortæller Deborah.

Og rigtig nok.

Artiklen fortsætter under billedet...

Deborah og Brad overlevede og blev spottet af et sovjetisk fragtskib efter fem dage. Foto: "I Shouldn't Be Alive"

Efter få timer slap galskaben mellem dem løs. De to unge mænd fik et dyrisk udtryk i ansigtet. De skreg og forsøgte flere gange at røre ved hajerne, når de cirkulerede båden.

- Det var som om, at jeg overværede et sindssygt skuespil, fortæller Deborah.

På et tidspunkt råbte John, at han kunne se land. Det var selvfølgelig ren utopi. De befandt sig midt ude på havet.

Så begyndte John at snakke om, at han ville hente sin bil.

- Pludselig hoppede han bare i vandet. Og vi tænkte, ”Hvor vil du hen? Der er ikke land, der er ikke noget. Kom tilbage”.

Men John kom ikke tilbage, og de andre kunne ikke andet end at se magtesløse til, mens hajerne nærmede sig ham.

- Pludselig hørte vi det mest paniske skrig, og så var der stille. Vi græd ikke. Der var bare helt stille. Han var væk. Og vi var ikke i tvivl om, hvad der var sket. Det var hajerne, der havde taget ham.

Dag 4

På fjerdedagen fortsatte galskaben. Mark, der ligesom John havde drukket saltvandet, var også begyndt at hallucinere kraftigt. Han talte om at tage i 7-Eleven for at købe cigaretter.

Deborah husker, at hun og Brad talte om, at Mark var dum at høre på.

Så hoppede Mark pludseligt i vandet – og hajerne kom prompte.

Mark nåede end ikke at svømme et stykke væk fra gummibåden, før den første haj satte tænderne i ham. Andre hajer tilsluttede sig hurtigt angrebet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Gummibåden drev over 220 kilometer - ud mod åbent hav. Foto: "I Shouldn't Be Alive"

- Hajerne åd ham lige under os. Det var uden tvivl den mest hårrejsende og skræmmende oplevelse i hele mit liv, fortæller Deborah.

Nu havde hajerne for alvor fået smag for det, de havde jagtet i dagevis: Menneskekød.

Hajerne blev mere og mere aggressive, og de gik til angreb på gummibåden.

- Det føltes som en evighed, inden der blev stille, husker Deborah.

Da hajerne igen var blevet mere rolige, vendte Deborah og Brad fokusset mod Meg. Hun sad i den anden ende af gummibåden. Der var ingen tvivl om, at hun var døden nær.

Hun havde vrangforestillinger, forsøgte at angribe Brad og famlede rundt med sine hænder – hun virkede nærmest besat.

- Det var meget tydeligt, at hun talte i tunger. Hun var ved at dø. Hun var tæt på døden, fortæller Deborah.

Dag 5

Deborah fik ret.

Da solen stod op på dag fem, lå Meg død i båden. Brad og Deborah vidste, at de måtte skille sig af med hendes lig. Men de tøvede. De var bange for hajerne, der stadig cirkulerede under dem.

Og det føltes så mærkeligt bare at dumpe en ung kvinde, de kendte og holdt af, ud i ingenting.

- Vi besluttede at tage alt hendes tøj og smykker af, så vi kunne give det til hendes familie.

- Det var så trist et øjeblik. Vi lagde hendes nøgne krop på siden af båden, men vi kunne ikke bare skubbe hende over. Vi måtte have en form for begravelse. Så vi sagde trosbekendelsen. Og så skubbede vi hende forsigtigt overbord, husker Deborah.

Bagefter lagde de sig til at sove.

- Vi ville ikke se, når hajerne tog hendes krop, forklarer Deborah.

De blev derfor i gummibåden med lukkede øjne og døsede ind og ud af bevidsthed.

- Debbie! Der er et skib!, lød det pludseligt fra Brad.

Deborah jublede dog ikke.

- Jeg havde hørt ”Der er et skib" så mange gange, at jeg var ligeglad. Ja, okay der er måske et skib, men det ser os ikke. Men så sagde han ”Se hvor tæt på, det er”. Og jeg vendte mig rundt, og det var fantastisk!

Tæt på dem flød et stort fragtskib forbi dem – så tæt på dem, at Brad og Deborah kunne se manden på dækket. Og de kunne se, at han så dem.

Han vinkede til dem, og de vinkede tilbage.

Artiklen fortsætter under billedet...

Besætningen ombord på det sovjetiske fragtskib tog dette foto af Deborah og Brad i gummibåden. Foto: Privat

Ellevilde – og tæt på døden – sprang både Deborah og Brad i vandet i et panisk forsøg på at nå fragtskibet.

Mandskabet på det sovjetiske skib kastede en redningskrans i vandet – og med de sidste kræfter lykkedes det parret at holde fast i redningskransen længe nok til, at de kunne blive hejst i land.

Efter fem dage var mareridtet ovre.

- Jeg vidste ikke, hvem de var, eller hvor de var på vej hen, og jeg var ligeglad. Jeg var der, og Brad var der. Og vi var i live, siger Deborah.

Oplevelsen gav Deborah et helt nyt perspektiv på livet:

- Jeg er her i dag, og jeg har ikke dårlig samvittighed over det. Og jeg fortryder intet. Og hver dag, jeg vågner op, er det en ny dag, og jeg er lykkelig. Og jeg prøver altid – altid – at finde noget godt i det dårlige.

Kilde: I Shouldn't Be Alive samt Life Daily