Mads Mikkelsen og Jude Laws homoscener bortcensureret i Kina
Tager man plads i de bløde biografstole for at se den nyeste film i ”Fantastic Beasts”-franchisen i Kina, vil man som seer gå glip af lige nøjagtigt to replikker og seks ret så afgørende sekunder.
For at imødekomme den kinesiske regering har filmselskabet Warner Bros. nemlig valgt at klippe helt centrale scener ud af den populære film om Hogwarts-professoren og den onde troldmand.
Det skriver The Hollywood Reporter.
Selskabet har således fjernet alle klare referencer til karaktererne Albus Dumbledore og Gellert Grindelwalds romantiske forhistorie.
Artiklen fortsætter under billedet...
Dele af dialogen er fjernet i filmen om Dumbledores hemmeligheder - i hvert fald på det kinesiske marked (Foto: Warner Bros.)
Dette betyder at dele af dialogen er fjernet, og replikkerne ”Jeg var forelsket i dig” og ”Den sommer, hvor Gellert og jeg blev forelskede” er censureret bort.
Afgørende for karaktererne
De kasserede referencer udgør kun seks sekunder af den i alt 145 minutter lange film, men hele historien om Jude Law og Mads Mikkelsens karakterers kærlighedsrelation må siges at være ret central for plottet i den tredje i rækken af J.K. Rowling-filmene.
– Vores håb er at udgive vores film på verdensplan, og historisk har vi været nødsaget til at foretage småjusteringer alt efter ønskerne på de specifikke markeder, udtaler en talsmand for Warner Bros. til mediet.
Artiklen fortsætter under billedet...
Den danske filmstjerne har modtager stor ros for sin Grindelwald-præstation. Oprindeligt var Johnny Depp castet i rollen, men han måtte erstattes til den tredje film efter at være blevet ramt af skandaler (Foto: Warner Bros.)
Han fortsætter:
– Lige i tilfældet med ”Fantastic Beasts: The Secrets of Dumbledore” er der blevet anmodet om at fjerne et klip på seks sekunder, og Warner Bros. accepterede disse krav, mens filmens ånd forbliver intakt.
Han forklarer desuden, at selskabets store ønske er, at det kinesiske publikum har muligheder for at se og nyde filmen – også selvom der er foretaget mindre ændringer.
Filmen med danske Mads Mikkelsen i rollen som den onde troldmand Grindelwald, har allerede fået en forrygende start verden over – også i Kina, hvor biograferne ellers flere steder må holde lukkede på grund af det aktuelle udbrud af coronavirus.
Forfatteren bag de voldsomt populære ”Fantastic Beasts”- og ”Harry Potter”-film, J.K. Rowling, afslørede allerede tilbage i 2007 til et fanarrangement, at hendes figur – professor på magikerskolen Hogwarts – er homoseksuel.
Men det er først med ”Fantastic Beasts 3”, vi bliver præsenteret helt konkret for hans seksualitet samt det tidligere forhold til rivalen Grindelwald.