Casper Christensen løfter sløret for ny sæson af "All Exclusive": Her er den første gæst
Der var ingen forbudte emner, da Casper Christensen sidste år kastede sig ud i at interviewe danske kendisser om livets store spørgsmål og udfordringer i forbindelse med dokumentarserien "All Exclusive".
Her tjekkede den danske "Klovn"-komiker selskab af Mikael Bertelsen ind på et hotel i Portugal, hvor store danske navne som Thomas Helmig, Iben Hjejle, Sofie Linde og Helle Thorning slog et smut forbi.
Og nu har "All Exclusive"-duoen gjort det hele endnu en gang.
Det er torsdag blevet bekræftet, at en ny sæson af programmet vil få premiere i år. Det skriver Viaplay i en pressemeddelelse.
Besøg af fodboldstjerne
Det er fortsat en hemmelighed, hvilke store og indlydelsesrige personligheder, der vil besøge hotellet - dog lige med undtagelse af en enkelt gæst.
Den 36-årige fodboldstjerne Kasper Schmeichel medvirker nemlig, og her får den danske målmand blandt andet talt ud om den grusomme helikopterulykke, der i 2018 kostede Leicester-klubejeren Vichai Srivaddhanaprabhas liv.
Ligesom det også var tilfældet i første sæson, så har Casper Christensen og "Den 11. time"-legenden ikke forberedt sig synderligt meget.
Det giver ifølge Casper muligheden for at få nogle dybe snakke, hvor han ved at dele ud af sig selv og sine egne oplevelser kommer helt tæt på sine gæster og dermed kan stille de spørgsmål, som de færreste tør stille.
Det vides endnu ikke, hvornår den nye sæson af "All Exclusive" vil få premiere, men det forventes, at de nye afsnit lander i løbet af foråret.
I mellemtiden kan første sæson af "All Exclusive" kan streames på Viaplay.