Charlotte Fichs om personlig sorg: - Far fik demens
LÆS OGSÅ: Så fik Karsten Ree konstateret demens
Hun oser af autoritet, og måske netop derfor er Charlotte Fich tilbage i rollen som benhård chef i endnu et DR-drama – små 25 år efter, hele Danmark faldt for Ingrid Dahl i ”Rejseholdet”.
I ”Huset” spiller hun Gert, der styrer et lukningstruet fængsel med hård hånd, men når hun kommer hjem, kan hun ikke smide fængselsbetjentuniformen.
Hendes mand Torsten, som spilles af Bjarne Henriksen, 64, lider af vaskulær demens, og hjemmet minder for Gert mere og mere om et fængsel, hvor hun lidt efter lidt må indskrænke ægtemandens frihed mere og mere, som sygdommen skrider frem.
Mistede ham langsomt
Charlotte har selv været nærmeste pårørende til en demensramt, fortæller hun, da SE og HØR møder hende i det nedlagte Vridsløselille Fængsel, hvor serien er optaget.
– Jeg har selv haft en far, som blev dement, og oplevet, hvordan jeg mistede ham – egentlig inden han døde, og jeg stået i en masse dilemmaer i forhold til, hvordan han skulle have sin frihed samtidig med, at man også er nødt til at tage den fra ham.
– Så det synes jeg, jeg kender godt, lyder det.
Gert har valgt at passe sin demensramte mand derhjemme, men på grund af det pres, hun står overfor på arbejdet, kan det ikke lade sig gøre at have ham boende hjemme, mens hun forsøger at redde sin arbejdsplads.
– Hun bliver hun nødt til at få ham indlagt, og hun vælger jo at lyve og sige, at han skal på rekreation eller en form for ferie.
– Det gør ondt, fortæller Fich, som selv har stået i lignende dilemma med sin far.
– Jeg har også stået i nogle situationer, hvor jeg f.eks. blev nødt til at tage pengene fra min far, fordi han kom til at smide pengene i skraldespanden.
– Og når han spurgte: ”Hvorfor har jeg ikke nogle penge?”, skulle man ydmyge ham også sige: ”Fordi du ikke kan finde ud af at passe på dem”, eller skulle man sige: ”Det har du også, de ligger her?”. Altså hvor meget kan man lyve?, spørger hun.
Han spiller Tommy i "Huset": Her har du set Daniel Flamgaard før
Ligesom Gert må lade sin mand indlægge, så Charlotte og familien sig også nødsaget til at sende hendes far på plejehjem.
– Jeg er kynisk nok som menneske til at sige: ”Det ordner vi”. Jeg elsker min far og var kærlig over for ham hele vejen, men man er også nødt til at sige: ”Det her kan vi præstere for dig”, og alt det andet … Jeg kunne jo ikke tage ham ud af plejehjemmet.
– Han skulle på plejehjem, og det var da ikke en drøm for, men det var en nødvendighed for os, ræsonnerer hun.
Mange dilemmaer
For mange pårørende består en del af dilemmaet i værdighed. Det er i nogens optik uværdigt, hvis de ældre ikke kommer i bad hver dag – i Charlottes er det uværdigt at tvinge dem i bad, hvis de ikke har lyst.
For ”Rejseholdet”-stjernen er det vigtigere, at de ældre bevarer en form for selvstændighed og frihed, og det er plejehjemmene ifølge hende rigtig gode til at give de ældre.
– Men det er svært for ikke-demente at se på sine elskede blive demente, for det er et kæmpe tab i sig selv, og så kommer man typisk til at lave et fjendebillede: at de ikke bliver passet ordentligt. Man laver et fjendebillede, fordi man er ked af det, lyder det.
– Men er det rimeligt, at ældre ikke skal have pletter og i bad hver dag og skal have motion og alt muligt, de ikke kan?
– På en eller anden måde synes jeg også, vi er nødt til at acceptere at det at blive gammel og dement også er, at de lever et liv, som du og jeg ikke lever.
– Og den kynisme, tror jeg, at jeg har været rigtig god til – og derfor har det ikke været så sorgfuldt for mig, siger Charlotte.