Medie: Elvira Pitzner er i retten
LÆS OGSÅ: Elvira Pitzner officielt tiltalt for utroskab efter retsmøde
26-årige Elvira Pitzner har onsdag morgen fundet vej til retten i Dubai Courts.
Her er hun ankommet sammen med iværksætteren Mortada Haddad, ligesom hendes ekskæreste Milad Saadati således er troppet op.
Det skriver Ekstra Bladet, der er til stede ved retten i ørkenstaten.
Retsmødet drejer sig om sagen, hvor den 26-årige influencer er tiltalt for utroskab.
Diamantdatteren har siden december været tilbageholdt i Dubai, da hendes ekskæreste Milad Saadati valgte at anmelde hende for utroskab.
Elvira Pitzner og Milad er islamisk gift, og med et islamisk ægteskab underlægger man sig sharialoven. I De Forenede Arabiske Emirater betyder det derfor, at man under artikel 356 kan anklages og dømmes for utroskab.
Ifølge avisen er der ikke adgang for offentligheden i sagen, og Elvira Pitzner afviser onsdag at kommentere til mediet.
Det er ifølge mediet uvist, om sagen bliver afgjort i dag, eller om der kræves flere retsmøder.
For tre dage siden delte den danske realitystjerne da også et opslag på sin Instagram, hvor hun satte ord på situationen i Dubai.
- Jeg har tilbragt timevis hos politiet og advokater, jeg var i fængsel i tre dage og står over for risikoen for flere års fængsel.
– Det er som at være med i en dårlig film, som jeg ikke kan vågne op fra. Som en del af processen har jeg måtte vende tilbage til samme politistation og fængsel, som smed mig ind, og se fængselsvagterne i øjnene igen, mens hele min krop rystede af at befinde mig der. Et sted, jeg aldrig troede, jeg ville sætte mine fødder igen, skrev Elvira Pitzner.