Nu reagerer Martin Brygmann: - Meget langt fra, hvem jeg er
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
SENESTE: Martin Brygmann går til modangreb på kvinder
Lørdag aften har Martin Brygmann for første gang givet lyd fra sig i sagen om en DR-dokumentar, han forsøgte at blive klippet ud af. Det lykkedes ikke, da retten i København tidligere i dag afviste hans krav.
I et længere opslag på Facebook forklarer den danske kendis sin side af sagen. Og han er bestemt ikke enig i kritikken i dokumentaren og den dækning, der har været i medierne:
- Jeg har gennem 7 måneder overfor DR og produktionsselskabet ImpactTV, med over 10 henvendelser, påpeget og dokumenteret alvorlige faktuelle fejl og direkte manipulation, når jeg er blevet bedt om at komme med en kommentar.
- Jeg er blevet spurgt om ting, jeg skulle have sagt for 15-20 år siden, som har været helt umulige at skulle svare på, da jeg ikke har kunnet få udleveret dokumentation.
- Alligevel er der fastholdt en historie, som tegner et billede af mig, der er meget langt fra, hvem jeg er, lyder det fra skuespilleren, der også er kendt som musiker.
Det er netop musikbranchen, at dokumentaren - der sendes fra på mandag - handler om. Og han mener, at de kvinder - der nu træder frem på DR - har fået noget helt galt i halsen:
- Jeg har gennem mine sange, humor og musik, aldrig lagt skjult på, at jeg var en kikset, ranglet, usikker fyr og at den kvindelige opmærksomhed, som pludselig berømmelse gav mig, til tider var svær at styre. Det er ikke tilfældigt, at jeg har skrevet en sang, som hedder "Jeg vil i seng med de fleste" og lavet teaterforestillingen "De fleste ulykker sker med lemmet." Eller karakteren Todd, som mildest talt er noget nøgen i sin fremtoning.
- Jeg er formet af 70’erne, og et anti-hierakisk friskolemiljø, hvor jeg lærte, at man skal behandle andre ordentligt og ligeværdigt. Men jeg har desværre været blind for, at status og berømmelse kan skabe en skævhed i relationer, lyder det videre.
Hos DR afviser den ansvarlige chefredaktør, Thomas Falbe, at der er grund til at ændre noget i dokumentaren, der handler om Martin Brygmann.
- Dokumentaren beskæftiger sig med de strukturelle forhold, der muliggør sexisme i underholdningsbranchen bredt. Alle, der bliver omtalt i dokumentaren, er anonymiseret fuldt ud.
- Jeg har ikke tænkt mig at sige mere om enkeltsager og enkeltpersoner, siger Thomas Falbe til dr.dk.
Det får dog ikke Martin Brygmann til at se mildere på DR's motiver:
- Efter at have arbejdet med underholdning i 35 år, kender jeg godt til mediebranchen. Men jeg er alligevel overrasket over, hvor voldsomt der skrues op og vinkles, for at sikre seere og klik.
- Jeg ved også godt, at flere dokumentarprogrammer har fået voldsom kritik for at bryde pressens egne regler, men at det kunne være så manipulerende, er jeg virkelig rystet over, forklarer han videre.
Vidste, det ville komme frem
Selvom alle i dokumentaren ifølge DR er anonymiseret, er Martin Brygmann ikke i tvivl om, at han ville blive "afsløret":
- Det er vigtigt for mig at tydeliggøre, at denne sag ikke blev anlagt for at skjule noget. Hvis jeg ville skjule mig, havde jeg ikke anlagt en sag i det offentlige rum, med risiko for den presseopmærksomhed, jeg nu får, lyder det fra Brygmann, der ikke mener, at DR's anonymisering hjælper noget som helst.
- Indholdet vil ikke efterlade nogen tvivl om, at det er mig, det handler om, ved en simpel søgning på internettet.
Du kan læse hele opslaget fra Martin Brygmann herunder. Det er også delt på Instagram: