Her er alle stjernerne i TV 2's nye krimiserie "Graverne"
LÆS OGSÅ: Her er Mille Dinesens mystiske mand
Når den nye krimiserie "Graverne" i dag kan ses på TV 2 Play og i morgen på TV 2, bliver det med nogle af Danmarks mest rutinerede skuespillere i spidsen.
Men der er også plads til nye ansigter, som du kan se herunder.
Serien handler om en journalistisk graverredaktion, som Mille Dinesen i rollen som graverjournalisten Liv spiller en afgørende rolle på. Helt som det sker for journalisterne i den virkelige verden på TV 2, der netop har lavet en af årets store afsløringer i "Den sorte svane".
Og dramaet sætter netop fokus på det store spørgsmål, man som journalist eller redaktør kan løbe ind i, når en pinlig eller måske livsfarlig sag skal graves frem: Hvor langt vil man gå?
"Det er en serie om at sætte sig selv på spil for at afsløre de mørkeste hemmeligheder og om at udforske de moralske dilemmaer, der opstår, når man bruger journalistiske metoder, der er på kant med loven."
"For hvor langt vil du gå for at få sandheden frem?" skriver TV 2 selv om serien.
"Den sorte svane": Her er hovedpersonerne i dag
De står bag
Den journalistiske krimiserie i seks afsnit er skabt af Jenny Lund Madsen, der blandt andet står bag kriminalromanen "Tredive dages mørke", filmen "Meter i sekundet" og har været forfatter på tv-serierne "Bedrag", "Rita" og "Kometernes Jul".
Serien er instrueret af Jesper W. Nielsen og og produceret af Trin Hjortkjær Thomsen og Camilla Hammerich for Nordisk Film Series.
Kilde: TV 2
Liv – Mille Dinesen
Why fix it, if it ain't broke?
Tjaeh, hvorfor skulle man egentlig ændre en gylden opskrift?
Så TV 2 ruller atter en dramaserie ud – med mageløse Mille Dinesen, 50, i frontlinjen.
Bogstaveligt talt – nu som graverjournalisten Liv, der som drivkraft på tv-formatet ”Brændpunkt”, sætter alt ind på at afsløre alvorlige hemmeligheder inden for gitrene i Gaudehøj-fængslet.
Chris – Johanne Milland
Kender kakkelbordsseerne ikke Johanne Milland, 29, sådan rigtigt endnu – så kommer de til det her.
I ”Graverne” er hun redaktionens forførende fotograf Chris, som udover at sætte sig selv på spil også kommer helt tæt på redaktionens praktikant Frederik (Clint Ruben).
Hansen – Søren Malling
Nok engang en kendt krimiskikkelse.
I årevis har Søren Malling, 60, brilleret i superserier – som enten makker til Sofie Gråbøl eller redaktionschef for Birgitte Hjort Sørensen.
Nu er det så Mille Dinesen, som får fornøjelsen af sølv-ræven.
I rollen som den rutinerede ”graver” Hansen er Malling atter en central mand i serieland.
Mathias – Kenny Duerlund
Hvis fynske Kenny Duerlund, 32, er et ubeskrevet blad, halter Grand Prix-historikken en smule.
Okay, godt nok har musicalsangeren kun deltaget en enkelt gang (i 2020) uden den vilde succes.
Så måske kommer gennembruddet nu, hvor han i rollen som fængselsbetjenten Mathias er Hansens (Søren Malling) søn og derfor bliver shanghajet som muldvarp inden for murene …
Kathrine – Filippa Suenson
De ulmende ”Brændpunkt”-afsløringer trækker tråde højt op i de politiske haller – og som embedsmand i justitsministeriet er 38-årige Filippa Suensons karakter Kathrine ikke som den slags er flest.
For selvfølgelig spiller personlige relationer også en rolle – og når man nu dater graverredaktionens Alice (Lila Nobel), så …
Adam – Afshin Firouzi
Carsten Bjørnlund har prøvet det. Alexandre Willaume og Zaki Youssef gjorde det også. Jimmy Jørgensen, Lars Ranthe, Claes Bang, Ole Lemmeke, Lars Kaalund og Thomas Gabrielsson ligeså.
Og nu får Afshin Firouzi, 43, så æren: At spille Mille ”Nynne/Rita” Dinesens førsteelsker – ja, eller for en gangs skyld er Milles figur faktisk gift – med sin Adam.
Alice – Lila Nobel
Heldigvis er det hele ikke den gamle seriegarde.
Endelig bringes nyt tapet på tv-skærmen – i "Graverne” bl.a. i form af Lila Nobel, 40, som graverjournalisten Alice bevæger sig ud, hvor ingen på ”Brændpunkt”-redaktionen ved, hvor isen sprækker …
Frederik – Clint Ruben
I 27-årige Clint Ruben får vi nu et spritnyt ansigt – og mon ikke vi nok skal vænne os til knejtens kontrafej?
Navnet klinger i al fald af stjernestøv – og med praktikantkarakteren Frederik er der lagt op til forbudt friskfyrsjargon.
Og nå ja, lir i luften mellem frække Frederik og fotograf-Chris (Johanne Milland).