Gravide Cardi B afslører: Han er faren til barnet
LÆS OGSÅ: Cardi B. bekræfter: Jeg er gravid
Den 31-årige Cardi B kunne torsdag afsløre, at hun er gravid med sit tredje barn.
Nyheden om graviditeten lander dog på et lidt særligt tidspunkt for den amerikanske verdensstjerne, der også netop har bekræftet, at hun skal skilles fra Migos-rapperen Offset.
Cardi B delte den glædelige nyhed om sit kommende barn på Instagram, hvor hun leverede et længere skriv dedikeret til den lille ufødte guldklump.
- Med hver afslutning kommer en ny begyndelse! Jeg er så taknemmelig over at have delt denne del af mit liv med dig, du har bragt mig mere kærlighed, mere liv og mest af alt fornyet mine kræfter.
- Mindede mig om, at jeg kan få det hele. Du mindede mig om, at jeg aldrig er nødt til at vælge mellem livet, kærlighed og min passion! Jeg elsker dig så meget, og kan ikke vente med at du skal opleve, hvad du har hjulpet mig med at opnå, hvad du pressede mig til at gøre, lyder det fra Cardi på Instagram.
Han er faren
I opslaget er der dog ingen ord om, hvem der skulle være farmand til barn nummer tre, men de officielle skilsmissedokumenter afslører ifølge E! News, at det er den 32-årige kommende eksmand.
De to stjerner er i forvejen forældre til datteren Kulture på seks år og sønnen Wave på to.
Cardi B har anmodet om fuld forældremyndighed over alle børnene og beder i samme omgang Offset om at betale børnebidrag.
Hun anmoder også om, at retten beordrer, at enhver ejendom erhvervet af hende eller Offset under deres seks år lange ægteskab fordeles retfærdigt.
Offset, der også er far til børnene Jordan på 14, Kalea på 9 og Kody på 8 fra tidligere forhold, har endnu ikke reageret på skilsmissedramaet.