De riges paradis: Nu kan du blive grevinde Alexandras nabo
LÆS OGSÅ: Grevinde Alexandra er klar på bryllup nr. 3
Grevinde Alexandra har i et år delt hoveddør og opgang med influenceren Elvira Pitzner og hendes kommende mand Mortada Haddad.
Men det er snart slut for 36-årige Mortada Haddad at sove ovenpå grevinden.
Han har nemlig sat sin delvise to etagers hovedstadshybel i Salomons Palæ i Klerkegade til salg for ikke mindre end 18,5 millioner kroner.
Da han for to år siden købte den 180 kvadratmeter store bolig med altan og direkte elevatoradgang til parkeringskælderen, var prisen 13.750.000 kroner.
Hvis det lykkes at sælge til udbudsprisen, flytter softwareentreprenøren og hans 27-årige gravide kæreste fra den mondæne adresse med en gevinst på fire-fem millioner kroner.
Grevinde Alexandra, 60, har boet i Salomons Palæ i tre år. Hun bor i stueetagen, mens Elvira og Mortada bor på etagen over hende.
Grevinden betalte 11,6 millioner kroner for de knap 200 kvadratmeter, hun har nøglen til.
Prisniveauet gør, at der udelukkende bor velhavende mennesker i den flotte ejendom, som engang husede frimurerordenen.
Mia Østergaard Rechnitzer, 35 år og datter af den fynske skibsbrændstof-milliardær Torben Østergaard-Nielsen, ejer en lejlighed i en anden af palæets fem opgange.
De 174 kvadratmeter købte hun i 2018 af sin far til familiepris: 3.825.000 kroner. Torben Østergaard havde selv betalt 10,7 millioner kroner for boligen.
Kunsthistorikeren Nadia Sehestedt Juul, kendt fra tv-programmerne ”Guld på godset” og ”Auktionshuset” er til daglig godsejerfrue på Fyn men har også en bolig i palæet; 116 kvadratmeter købt for 7,5 millioner kroner i 2017.