Tech9. september 2024 (opd. 10. september 2024)

Apples største nyhed til din iPhone er en ekstra knap

Den nye iPhone 16-serie får en dedikeret knap til at styre telefonens kamera med - og det er faktisk ikke en tosset idé. Men ellers er nyhederne så små, at de fleste fint kan springe denne års model over
Alle modeller i iPhone 16-serien får de to ekstra knapper - både den lille actionknap og den større kameraknap til blandt andet at fokusere og zoome med.
Alle modeller i iPhone 16-serien får de to ekstra knapper - både den lille actionknap og den større kameraknap til blandt andet at aktivere kameraet og zoome med.
 Foto: Apple

LÆS OGSÅ: Stor Apple-ændring på vej

Kan du huske, da Apple fjernede hovedtelefonstikket på din iPhone med begrundelsen om, at det ville gøre telefonen smartere og mere vandtæt, når der ikke var så mange huller i den.

Efterfølgende viste det sig, at Apple nok bare ville sælge dig nogle trådløse hovedtelefoner eller en adapter, så du kunne bruge dine gamle hovedtelefoner (og de kunne tjene nogle flere penge). Og mandag aften beviste den amerikanske techgigant så, at det hele netop var dyr øregas.

For ikke kun en men hele to nye knapper er der nu på iPhone 16 og iPhone 16 Plus, som sendes ud på det danske marked fra fredag i næste uge. Og altså to nye udskæringer i telefonen.

Det sker tilsyneladende uden at øge risikoen for, at din telefon oversvømmer, selvom der nu er endnu flere huller end før.

Når latteren og salgsgassen har lagt sig - og den var der i øvrigt i metermål af under den over en time lange præsention her til aften - så er særligt en af de to knapper faktisk lidt af en genistreg.

For hvor den mindst vigtige (og mindste) af de to knapper er en såkaldt actionknap, der allerede sidste år blev sat på Pro-udgaven af iPhone - til fx nemt at tænde telefonens indbyggede lys eller gøre noget andet, du vælger - ja, så er den store nyhed en knap til at styre kameraet med.

Vel at mærke en trykfølsom knap ved siden af tænd/sluk-knappen som du kan udføre adskillige funktioner på dit kamera med på samme tid.

Ideen er helt som med en udløserknap på et normalt kamera, at du kan presse knappen let ned og aktivere kameraet. Og trykke helt i bund for at tage billedet.

Her er priserne

iPhone 16 (fem farver - 6,1 tommers skærm): Koster fra 7599 kroner (128 til 512 gigabyte lagerplads)

iPhone 16 Plus (fem farver - 6,7 tommers skærm): Koster fra 8499 kroner (128 til 512 gigabyte lagerplads)

iPhone 16 Pro (fire farver - 6,3 tommers skærm): Koster fra 9299 kroner (128 til 1000 gigabyte lagerplads)

iPhone 16 Pro Max (fire farver - 6,9 tommers skærm): Koster fra 11.499 kroner (256 til 1000 gigabyte lagerplads)

Kilde: apple.dk

Endnu smartere kan du lade din finger glide hen over knappen for - blandt andet - at zoome i billedet. Du kan også bruge samme bevægelse til at skifte mellem forskellige menuer under en given optagelse. Bare for at nævne nogle af mulighederne.

Det er godt tænkt, selv om det er den eneste ægte udvikling af iPhone-serien, som du får praktisk glæde af.

Jo, jo, det hele er større, hurtigere og smartere end før. Men ikke på en måde der berettiger, at du skifter din fint fungerede iPhone ud med en ny og dyrere. Også fordi AI-funktionerne, som Apple ellers har markedsført hårdt, slet ikke kommer til Danmark og EU - i hvert fald ikke lige nu.

Og nej, en kameraknap alene får heller ikke regnestykket til at gå op. Men det er da et ekstra plus, hvis du faktisk har brug for en ny iPhone og er klar til at betale mest for det nyeste.

Rådet herfra er, at hvis du har en iPhone, som kører fint, så vent trygt et år mere - der er nemlig en god mulighed for, at Apple næste år tager sig sammen og gør telefonen tyndere og til en større nyhed, end det vi fik at se i dag.

Det lancerede Apple også

Et nyt Apple-ur med et større og tyndere display end tidligere. Koster fra 3599 kroner.

Apples ultra-ur i en ny farve, sort titanium. Koster fra 7199 kroner.

Nye AirPods uden øredutterne som man kender fra AirPods Pro - men nu for første gang med mulighed for at aktiv støjreduktion i denne billigere model. Koster 1599 kroner (1199 kroner uden aktiv støjreduktion).

Opdaterede AirPods Max i nye farver og med mere moderne teknologi, men samme design som før. Koster fortsat 4599 kroner.

Derimod kom der ikke en forbedret udgave af den billigste iPhone kaldet SE, som mange fans havde håbet på.

Du kan her se, hvad amerikanske The Verge mener var de største nyheder fra Apple i aften

Sponsoreret indhold