Nyheder12. september 2024

Politikere om Kasper Sand Kjærs sigtelse: "Rystede" og "chokerede"

Flere af Kasper Sand Kjærs tidligere politiske kollegaer i både Socialdemokratiet og DIPD fortæller nu, at de var både "rystede" og "chokerede" over at høre om ekspolitikerens sigtelse
Kasper Sand Kjær mængede sig med socialdemokratiets top, da han stadig var i partiet. Derfor kom det også bag på flere af hans tidligere kollegaer, at han stoppede i Folketinget.
Kasper Sand Kjær mængede sig med socialdemokratiets top, da han stadig var i partiet. Derfor kom det også bag på flere af hans tidligere kollegaer, at han stoppede i Folketinget.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Tidligere dansk toppolitiker skal i retten

Tirsdag kunne SE og HØR afsløre, at den tidligere toppolitiker i Socialdemokratiet, Kasper Sand Kjær, skulle i retten i forbindelse med en tilståelsessag omkring falsk anmeldelse og bedrageri for lidt mere end 45.000 kroner.

Forsøget på bedrageri og den falske anmeldelse blev ifølge retsmødebegæringen begået i dagene mellem 23. og 25. maj sidste år – altså mens han stadig var toppolitiker i Folketinget for S. En position, han senere i 2023 smed på gulvet, med den simple forklaring, at han ville "prøve noget nyt".

SE og HØR har været i kontakt med flere kilder, der har været tæt på eller arbejdet tæt sammen med ham i det politiske liv, og der er ikke én, som ikke har rosende ord tilovers for Kasper Sand Kjær.

Det drejer sig henholdsvis om to politikere fra Socialdemokratiet og et bestyrelsesmedlem i Dansk Institut for Partier og Demokratier, DIPD, som alle beskriver Kasper Sand Kjær som værende "flink", "ordentlig" og "rigtig dygtig til sit arbejde".

En af S-kilderne, som har arbejdet tæt sammen med Kasper Sand Kjær, beskriver ham ligeledes som værende "loyal overfor partiet" og "ærlig".

Kasper Sand Kjær lyder som en rar fyr, når man spørger flere af hans tidligere kollegaer.
Kasper Sand Kjær lyder som en rar fyr, når man spørger flere af hans tidligere kollegaer.
 Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Ikke umiddelbart en kavalkade af ord, som man forbinder med en mand, der har en politisag for forsøg på bedrageri hængende over hovedet.

Rystede og chokerede

Og netop derfor beskriver kilderne også, at det kommer meget bag på dem, at Kasper Sand Kjær fredag forventes at tilstå sagen om falsk anmeldelse og forsøg på bedrageri.

Blandt andet fortæller begge S-kilder, at de var "chokerede", da historien kom frem tirsdag. Én af kilderne blev tilmed "ked af det", da vedkommende læste om det i spalterne.

– Jeg blev ked af det, fordi det er slet ikke det billede, som jeg genkender af ham.

Bestyrelsesmedlemmet i DIPD, hvor Kasper Sand Kjær har været henholdsvis bestyrelsesmedlem og formand siden 2019, fortæller ligeledes, at det kommer bag på personen, at Sand Kjær var sigtet i sagen:

– I første omgang troede jeg ikke på det, da han er så ordentligt et menneske. Jeg er da rystet over at høre det.

Ikke overbevist om sammenhæng

Det var i oktober 2023, at Kasper Sand Kjær pludselig smed lidt af en bombe, da han meddelte, at han ville udtræde af Folketinget, fordi han "ville prøve noget andet end politik".

Det var på trods af, at han var spået en glohed karriere indenfor politik.

Og det var da også en beslutning, som kom bag på mange i partiet, fortæller begge S-kilder nu til SE og HØR.

Ifølge én af kilderne var det bestemt ikke noget, som man havde set komme i partiet. Kilden fortæller dog, at der var forståelse for Sand Kjærs forklaring om at ville "prøve noget nyt".

Den pointe bakkes op af den S-kilde, som ligeledes fortæller, at de "ikke er overbevist" om, at der er en sammenhæng mellem Kasper Sand Kjærs tilbagetrækning og politisagen, som der ellers godt kunne tegne sig et billede af.

Kasper Sand Kjær (S) havde tidligere en høj profil i sit parti. Her ankommer han til Drabantsalen før aftenselskab på Christiansborg Slot under fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum i København i 2022.
Kasper Sand Kjær (S) havde tidligere en høj profil i sit parti. Her ankommer han til Drabantsalen før aftenselskab på Christiansborg Slot under fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum i København i 2022.
 Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpi

Det skyldes, at kilden havde flere samtaler med Kasper Sand Kjær i perioden frem til tilbagetrækningen, hvor "det virkede som om," at ekspolitikeren faktisk gerne ville "prøve noget andet".

"Ligner damagecontrol"

Ifølge den tidligere særlige rådgiver og politiske kommentator, Michael Kristiansen, så lugter Kasper Sand Kjærs tilbagetrækning dog af et forsøg på "damagecontrol". Det fortalte han tirsdag til SE og HØR:

– Ja, det kan man sagtens forestille sig, at det gør. Der er jo nogle regler for, at hvis man bliver dømt for kriminalitet, så kan man ikke sidde i Folketinget. Så er man ikke værdig til at sidde i Folketinget, hedder det sig. Og det er klar over, at hvis han i efteråret 2023 ved, at den her sag kommer for, så ved han godt, at han ryger ud uanset hvad, det er bare et spørgsmål om tid.

Siden nyheden om Kasper Sand Kjærs sigtelse kom frem, har den tidligere politiker desuden trukket sig fra sit hverv som formand i Dansk Institut for Partier og Demokratier, fordi han ikke ville have, "at den aktuelle sag skulle overskygge det vigtige arbejde" i organisationen.

SE og HØR har siden tirsdag forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kasper Sand Kjær til sagen.

Kasper Sand Kjærs sag skal for retten fredag i Københavns Byret, hvor han forventes at tilstå.

Sponsoreret indhold