"Bagedyst"-Niklas skjulte sit sande jeg: Frygtede danskernes dom
LÆS OGSÅ: Niklas forlod grædende "Den store bagedyst": Jeg var en knækket mand
Det var med svedige håndflader og svage knæ, Niklas Søndermølle Frandsen for nylig satte sig foran fjernsynet og så ét bestemt afsnit af ”Den store bagedyst”.
Han havde aldrig før fortalt åbent om den ensomhed, han følte som barn.
Følelsen af ikke at passe ind.
Da SE og HØR møder den 30-årige arkitekt hjemme i Odense, fortæller han, at han var meget nervøs for at dele sit inderste med hele nationen – inkl. hans venner og familie.
- Da vi optog det i sommer, tænkte jeg ikke over, at resten af Danmark skulle se det. Så jeg har været virkelig været nervøs for, hvordan folk ville tage imod det.¨
Siden er det strømmet ind med reaktioner – af den positive slags.
- Virkelig mange folk har skrevet til mig, at det er megasejt, at jeg har taget et så vigtigt og tabubelagt emne op i et program som ”Bagedysten”.
En nagende følelse af at føle sig anderledes og uden for fællesskabet er aldrig noget, han har fortalt til hverken sine venner eller familien.
Derfor var det også meget følelsesladet for dem af se det afsnit.
- De har været totalt støttende og sendt kærlighed og kram min vej.
Mange af dem har skrevet, at de har siddet og tudet til afsnittet – og det er måske ikke lige det, man forbinder med ”Bagedysten”, men det har været på en positiv måde alligevel.
Farverig forvandling
Niklas lægger ikke skjul på, at det er en byrde, som er lettet fra hans skuldre at have delt sin historie.
- Jeg har haft den tanke, at det ikke kun kan være mig, der går med den her følelse – og det bliver jeg bare bekræftet i, fortæller han.
Niklas er vokset op i nordjyske Brovst. En lille by, hvor de andre drenge gik til fodbold.
Det har aldrig interesseret Niklas, så når klassekammeraterne var til sport, sad han derhjemme og var kreativ.
En gang imellem var der dog noget, der tændte den kreative unge mand.
En uges kunstnerkursus i sommerferien eller en tegnekonkurrence i Brugsen, men aldrig noget fast, man kunne gå til, hvis man kunne lide at udfolde sig kreativt.
På den måde vandt ensomheden indpas hos knejten, som har følt, at han skulle holde sider af sig selv skjult for bedre at passe ind i samfundets kasser og undgå mobning.
I dag står han fuldstændig ved sig selv – og er ikke bange for at skille sig ud i landskabet eller på tv-skærmen.
Vendepunktet kom, da han flyttede til Aarhus for at læse til arkitekt.
- I arkitektfaget fik jeg bare lov at være kreativ sammen med nogle andre kreative og farverige personer.
Det er dér, jeg er blevet åbnet op for endnu mere forskellige befolkningsgrupper og personligheder – og har fundet ud af, at der er sgu også en hylde til mig.
Jeg passer måske ikke ind i Brovst, men jeg passer ind andre steder.
En skulder bag baren
Siden har Niklas skullet lære sig selv at kende forfra. Lære den person, han i alle de år havde gået og gemt væk i forsøget på at passe ind i det lille samfund i Brovst, at kende.
Han understreger, at han trods den indre kamp har haft en dejlig opvækst med nogle gode forældre, som altid har støttet ham, når han har haft brug for det.
De var også meget omfavnende, da han med bankende hjerte som 25-årig kom hjem og fortalte, at han er homoseksuel.
- Jamen, det ved vi godt, genfortæller Niklas – og griner lidt af al den nervøsitet, han havde gået og sparet sammen gennem årene.
Helt så heldige er det ikke alle homoseksuelle, der er.
Derfor har Niklas engageret sig i Odenses lokale LGBT+-forening Lambda, hvor han et par gangen hver måned står bag baren og tilbyder en skulder til dem, som har det svært.