Dine penge10. februar 2025 (opd. 10. februar 2025)

Ny lukkelov kan koste din lokale købmand livet

Små butikker frygter milliontab og massiv butiksdød
Livet i de mindre byer kan blive noget mere farveløst, hvis den lokale brugs forsvinder.
Livet i de mindre byer kan blive noget mere farveløst, hvis den lokale brugs forsvinder.
 Modelfoto: Colourbox

LÆS OGSÅ: Fastelavsfeberen raser - kan ende med rekord

En kommende ændring af lukkeloven, der ellers skulle styrke butikslivet i mindre byer, kan få den stik modsatte effekt.
Det advarer Coop Danmark nu om, skriver Finans.dk.

Kæden frygter, at op mod 30 små brugser risikerer at dreje nøglen om, hvis landets større supermarkeder fremover får lov til at holde åbent på helligdage.

Regeringen skal allerede i den kommende uge tage stilling til forslaget, som Coop Danmark altså mener vil skævvride konkurrencen og truer eksistensen af de små dagligvarebutikker.

Problemet er, at netop disse butikker er afhængige af pengene fra salget på helligdage.

I dag må mindre butikker, der omsætter for under 18,7 millioner kroner om året, automatisk holde åbent på helligdage

Og butikker med en omsætning under 43,3 millioner kan ansøge om en særlig tilladelse. Den nuværende lovgivning har med andre ord givet de små lokale forretninger en konkurrencefordel på helligdage – en fordel, som nu er i fare.

Ifølge Coop Danmark står de mindre butikker til at miste omkring syv-otte procent af deres årlige omsætning, hvis store supermarkeder får adgang til at holde åbent på de 12 helligdage om året. Og konsekvensen kan blive fatal, mener Coop Danmark.

Advarslen får dog en kold skulder fra erhvervsminister Morten Bødskov (S).

Han mener, at Coop Danmark undervurderer de danske forbrugere, som ifølge ham fortsat vil støtte de små butikker – også selvom de større supermarkeder får mulighed for at holde åbent.

Sponsoreret indhold