
Slagtet for sin rolle som "Onkel Reje": Nu står Mads Geertsen frem

LÆS OGSÅ: Onkel Reje gør comeback på Bakken
Kan du huske sagen om "Onkel Reje"? DR-figuren, som skuespilleren Mads Geertsen lægger krop og ansigt til?
Og som for snart to år siden endte i et voldsomt og meget koordineret angreb fra en gruppe af onlinebrugere, som kaldte ham og figuren alt fra pædofil til satanist?
Selvom DR gjorde alt for at beskytte Mads Geertsen og politianmeldte flere af "nettroldene" - hvilket Mads så også blev af en kvinde - er sagen bestemt ikke slut for den kendte figur.
Det afslører han i dag i et stort interview med magasinet Euroman, hvor Mads Geertsen i denne uge rammer forsiden.
Denne gang med sin version af hvordan han som menneske og DR-kendis har det med sagen. Og ikke mindst hvordan han har det i dag.
En vigtig del af svaret ligger i den aftale, som Mads Geertsen har lavet med det kendte medie - nemlig at det skal han og journalisten ikke snakke om.
De private omkostninger og den personlige smerte er stadig alt for stor.
"Det har han ikke lyst til at genbesøge," kan man læse i interviewet.
Mellem linjerne lægger Mads Geertsen dog ikke skjul på, at intet er, som det før var.
- Verden er anderledes, siger han og virker meget skuffet over den retning, som særligt sociale medier har skubbet hverdagen og ikke mindst børnenes liv i.

Lige nu er Mads derfor heller ikke i gang med at skrive på et nyt tv-program med "Onkel Reje" som figur.
Men ude i den virkelige verden kan man fortsat møde figuren og Mads. Det er bare tv-delen, der er sat i bero, hvilket i interviewet beskrives som usædvanligt, da det ikke er sket før.
Mads Geertsen frygter også den dag, hvor han kan blive tvunget til at forlade figuren "Onkel Reje" helt, forklarer han videre i interviewet.
- Når det slutter, risikerer jeg at sidde med hænderne i skødet og ikke vide, hvad der så skal ske.
