Jesper Vollmer kommer til at savne prins Henrik
For et år siden snød han måske døden på en badestrand i Thailand, og nu spadserer Jesper Vollmer frejdigt omkring med støtte fra en stok. Men alt er ikke ved det gamle, og derfor har kokken valgt at stoppe som køkkenchef ved hoffet.
– Jeg har da haft tudeture, selv om det kan tælles på to hænder. Men jeg er en mand, som er gået i stykker og har et job, jeg ikke kan passe. Heldigvis var Annette og jeg allerede et skridt foran ulykken, fortæller Jesper, som snart kaster sig over Rå.dk.
Men det er ikke uden vemod, han forlader kongehuset.
– Jeg kommer til at savne prinsgemalen rigtig, rigtig meget. Han sætter fart i køkkenet. Vi plejer at joke med, at når prinsgemalen er hjemme, er der virkelig gang i gryderne. Og når han så er ude at rejse, går der ikke længe, før vi savner ham. Så kan han pludselig dukke op, fem minutter før der skal serveres med tre ting i bagagen, han har fundet eller købt. Dem vil han gerne lige have med i menuen. Det er ret inspirerende, men på den gode måde.
- Prinsgemalen har en enorm interesse for køkkenet. Er det midt i svampesæsonen, og han ser nogle støvbolde i en rundkørsel, så bliver bilen altså stoppet. Og har han været på jagt, kan han pludselig komme hjem med en varm lever, han gerne vil have tilberedt. Det er meget impulsivt.
Mange seere fulgte Jesper lave mad sammen med prins Henrik i programmet ”Hofretter”, og den muntre tone var ikke kun for seernes skyld. Til juni kan Jesper fejre tiårs jubilæum som køkkenchef ved hoffet (Foto: Framegrab)
Højre hånd dur ikke
Som chef kunne Jesper sikkert uddelegere en stor del af arbejdet i de royale køkkener, men det vil han ikke. Han vil ikke tages hensyn til, men lære at klare sig selv.
– Det strider simpelthen mod min natur. Selv om det er besværligt at binde mine snørebånd, vil jeg altså selv gøre det uden at spørge Annette. Og knapperne i skjorten tager rigtig lang tid, men jeg gør det selv. Jeg har ikke lyst til at skulle hjælpes hele tiden, forklarer Jesper.
Annette Heicks mand tilbage hos familien
SE FOTO: Annette Heicks mand for alvor i bedring
Fra begyndelsen gik genoptræningen fantastisk. Læger og plejere var begejstrede og måtte faktisk bruge mere energi på at tøjle Jesper, så han ikke forcerede sin genoptræning, men der er stadig et stykke vej.
Jespers højreside er ikke i orden. Det betyder, at han skal tænke over hvert et skridt. Går han for stærkt, låser benet og bliver helt stift.
Hånden er endnu værre ramt. Jesper kan ikke løfte tommelfingeren, og han kan f.eks. ikke holde på en almindelig kniv.
– Hånden er jeg mest bekymret over, hvor meget bedre den kan blive. Annette mener, jeg kan gå om et år. Hun kan nemmere se de små fremskridt.
Margrethe får boller i karry
– Det har været ti spændende og anderledes år. Først skulle jeg lære at stå på egne ben som chef, lære huset at kende og finde ud af, hvad regentparret har lyst til at spise, fortæller Jesper.
– Mange tror, det er så fint med trøfler og kaviar, men regentparret spiser fornuftigt og betænksomt med billige råvarer. Min baggrund er fransk mad, men dronningen og prinsgemalen kan godt lide dansk mad, og jeg kan sagtens lave boller i karry, selv om det nok vil være med et lille tvist.
Prinsgemalens asiatiske baggrund gør, at regentparret også et ret vilde med det asiatiske køkken.