Hollywood16. maj 2016

Sinéad O'Connor forsvandt efter cykeltur: Nu er hun fundet

Sinéad O'Connor cyklede en tur søndag morgen, og da hun ikke vendte tilbage, valgte politiet at efterlyse hende. Mandag aften dansk tid er hun dog blevet fundet i god behold.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sinead_oconnor.jpg
 Foto: All Over

Politiet i den amerikanske delstat Illinois ledte mandag efter sangerinden Sinéad O'Connor.

- Wilmette politi vil gerne tjekke op på Sinéad O'Connors velbefindende, skrev det lokale politi i en meddelelse.

Hun forlod Chicago-forstaden Wilmette søndag morgen omkring klokken 6.00 for at cykle en tur, og da hun mandag ikke var kommet tilbage, blev sangerinden altså meldt savnet.

Politiet fik tilmeld et opkald fra en person, der var bekymret for Sinéad O'Connor, og det fik altså politiet til at udsende en efterlysning.

Mandag aften omkring klokken 21.15 dansk tid kunne politiet dog oplyse, at sangerinden var fundet i god behold. Politiet ønskede dog hverken at fortælle, hvor sangerinden var blevet fundet, eller hvor hun havde opholdt sig siden søndag morgen.

Det er ikke første gang, at sangerinden, der stammer fra Irland, rammer forsiderne, fordi man har frygtet for hendes helbred.

Tilbage i november modtog hun medicinsk behandling efter at have truet med at begå selvmord i et opslag på Facebook. Her skrev hun, at hun havde taget en overdosis.

Ifølge mediet TMZ blev O'Connor set søndag morgen på en elcykel med en lyserød kurv iført sorte læderbukser og en sweatshirt med "Ireland" - hendes hjemland - trykt på ryggen.

Sangerinden blev for alvor kendt i slutningen af 1980'erne, da hun udgav albummet "The Lion and the Cobra. Kort tid senere kom hendes kommercielle gennembrud med sangen "Nothing Compares 2 U", der er skrevet af nyligt afdøde Prince.

Hun har også gjort sig bemærket med en række kontroversielle optrædener og udtalelser og blandt andet ytret sig om religion, kvinders rettigheder og misbrug af børn.

Sinéad O'Connor optrådte i 2007 på Smukfest. En optræden, hvor sangerinden ifølge anmelderne virkede fraværende. Bedre stod det efter sigende til ved Tønder Festival i 2013, hvor hun fik fine anmeldelser efter sin optræden.

Sinéad O'Connor er født i Irland og er i dag 49 år.

/ritzau/Reuters

https://imgix.seoghoer.dk/mit_se_og_hoer_74.png

Sponsoreret indhold