7-årig forsvandt nærmest samtidig med Maddie: Er mysteriet opklaret nu?
De fleste husker nemt sagen om britiske Madeleine ’Maddie’ McCann. Den britiske pige var tre år, da hun i maj 2007 forsvandt på en ferie med sine forældre i Portugal. Men blot to måneder før skete en lignende tragedie på den spanske ferieø Gran Canaria.
Her forsvandt den dengang syvårige dreng Yéremi Vargas på mystisk vis fra sit hjem på Gran Canaria – og ligesom med historien om britiske Maddie har det gennem årene været en gåde, hvad der skete med den lille dreng.
Men nu ser det ud til, at der er sket et regulært gennembrud i sagen.
I hvert fald tyder noget på, at den 56-årige Ojeda Antonio Bardón bærer ansvaret for drengens forsvinden.
Her er vores teori om Maddies skæbne
Bardón, der også kendes under navnet Blonde Juan, sidder allerede nu varetægtsfængslet for et overgreb begået mod et andet barn. I fængslet skulle han angiveligt have tilstået over for flere medfanger, at han slog Yéremi Vargas ihjel.
Det skriver flere spanske medier nu.
Bardón har allerede indrømmet, at han befandt sig i området den skæbnesvangre dag, og derudover er det kommet frem, at Bardón ejer en bil – en hvid Renualt 5 – magen til den, som flere vidner så omkring det tidspunkt, hvor Yeremi Vargas forsvandt.
Bardón er ifølge det dansksprogede spanske medie Spanien i Dag blevet formelt anklaget for forbrydelsen tirsdag.
Politiet mener desuden, at de må have fat i den rigtige mand, eftersom at Bardón allerede er fængslet for et overgreb begået mod et niårigt barn i Algecíras. Her brugte Bardón angiveligt samme fremgangsmetode, som de mener, at han også brugte mod Yéremi Vargas.
Nu bliver Maddies forældre sagsøgt
Vi håber stadig at finde Maddie i live
Lille Yéremi Vargas deler skæbne med britiske Madeleine ’Maddie’ McCann. Den dengang syvårige dreng forsvandt en martsdag i 2007 på den sydøstlige del af Gran Canaria, da han var ude og lege med sine fætre.
Siden har politiet på den spanske ferieø – ligesom i sagen om britiske Maddie – uden held forsøgt at finde ud af, hvad der skete.
Sagen om Yéremi Vargas har dog aldrig fået samme mediebevågenhed som sagen om britiske Maddie McCann. Men modsat den britiske sag ser det altså nu ud til, at gåden om Yéremi Vargas er på vej til at blive løst.
Yéremi Vargas ville være fyldt 16 år den 10. marts i år.