Lars Lilholt: Føler jeg lever på scenen

Året er 1969. Lars Lilholt er 15 år og lige startet 1.G. Der er elevaften på skolen, og her bliver de unge opfordret til at optræde for hinanden.

- Jeg ved ikke hvad, der skete, om jeg var skæv eller hvad, men jeg rejste mig i hvert fald og spillede en sang, jeg havde skrevet, fortæller Lars Lilholt.

Da han er færdig, kan man høre en knappenål falde til jorden. Der er ikke én, der rører på sig i lokalet.

- Men nogle gange er stilhed det største bifald, man kan få, siger sangeren.

- Det gav mig det største kick, et kick, jeg stadig kører på den dag i dag. Det kom bag på mig, at jeg var god til det, og så blev jeg også afhængig af det, siger han og smiler.

Det er 48 år siden, han første gang optrådte for et publikum. Men hver gang, han går op på en scene, nyder han det.

- Jeg føler, at jeg lever, når jeg står på scenen, og jeg føler, at jeg gør folk glade, siger sangeren, der torsdag spillede på Bøgescenerne på Smukfest. Selvom sange som "Ofelia" og "Dansen Går" har årtier på bagen, så kan man ikke sige det samme om publikum.

Sidste år deltog Lars Lilholt i det populære TV2-program "Toppen af Poppen", og selvom der ifølge Lilholt altid har været mange unge til hans koncerter, så er der også noget, der har rykket sig.

- Jeg kan godt mærke, at der er sket noget i forbindelse med Toppen af Poppen. Denne sommer er der kommet endnu flere unge til, de har ligesom fået øjnene op for mig, siger sangskriveren.

Henover sommeren har han spillet ikke mindre end 31 koncerter sammen med sit band.

- Det er et valg. Men jeg har altid haft det godt med at være ude og spille for folk. Det er det, det gælder om, det er der, jeg synes, jeg kan gøre en forskel, siger han.

- Jeg er jo hverken supersanger eller sexet, men jeg er i stand til at skabe en symbiose. Det er den gave, jeg har, fortæller 63-årige Lars Lilholt.

Det er mere en gave, han har fået end én, han har tilegnet sig, mener han. Og den dag i dag er han stadig taknemlig for, at han har kunnet gøre musikken til sin levevej.

- I sin tid begyndte jeg jo at spille, fordi jeg tænkte, at jeg ikke gad at blive voksen, og jeg ikke gad at arbejde. Jo længere tid, jeg kan blive ved med at synge og spille, jo længere går der, før de voksne får mig. Og de har ikke fået mig endnu, siger han og griner.