Kage-chok og sukker-flop: DR svarer på bagedyst-kritik
Mundvandet har som regel mere end svært ved at holde sig tilbage, når man ser de smukke og velsmagende kager, som deltagerne i ”Den Store Bagedyst” har tryllet frem.
I år har dommerne og danskerne dog haft lidt tørrere mundtøj end normalt. For kagerne i dette års udgave af det populære DR-program har bestemt ikke imponeret ligeså meget som i tidligere sæsoner.
Deltagerne har i år fået stor kritik over klaskende kager, manglende finish – og både dommere og danskere synes også, at mange af årets deltagere har bagt kager, der slet ikke har levet op til standarden.
Spørgsmålet er, om Danmark er løbet tør for gode amatørbagere?
Nej, lyder det nu fra DR, der overfor Ekstra Bladet forsvarer den kritik, der har været af årets udgave af ”Den Store Bagedyst”:
Luna fra "Den store bagedyst" viser hjemmet frem
Seerne raser over ”snyd” i Den Store Bagedyst
En af kagerne, der skuffede i dette års "Den Store Bagedyst". Foto: DR1
- Vi har ikke en oplevelse af, at niveauet er lavere. I år har vi givet deltagerne nogle ret svære udfordringer tidligt i sæsonen, som har drillet dem. Og så er det faldet sammen med nogle problemer i deltagernes bagning, som vi også har mødt i tidligere sæsoner, skriver Søren Olsen, der er redaktør af programmet, i en mail til Ekstra Bladet.
Det er dog ikke kun trofaste seere, der er utilfredse med kageresultatet i denne sæson. Også en tidligere vinder af ”Den Store Bagedyst” har offentlig udtalt, at niveauet simpelthen er for lavt.
I sidste uge skrev Annemette Voss, der vandt programmet i 2013 og som i dag lever af at skrive bøger om kager, et indlæg på sin blog under overskriften ”Den store bagedyst skuffer mig”:
- Jeg ved nemlig også hvor lang forberedelsestid deltagerne har haft og får. Jeg ved, at der er høje forventninger til deltagerne, og at de kender opgaverne i god tid (altså ikke den hemmelige udfordring – den ER hemmelig). Men altså – de har haft mulighed for at forberede sig, og derfor skuffer det mig, da de i sidste uge skulle lave cheesecakes, at det virker som om den ene deltager efter den anden bare tager lidt let på opgaven og sløser sig til et kun nogenlunde resultat. Og dem der løste opgaven pænt og flot, virkede derfor nærmest urørlige i konkurrencen, skrev Annette Voss på sin blog.
I aften skal de resterende deltagere i ”Den Store Bagedyst” igen forsøge at imponere, når næste afsnit løber over skærmen klokken 20.