Michael Bublé dropper stor prisuddeling efter familietragedie
For få dage siden offentliggjorde den canadiske sanger Michael Bublé på sin Facebook-profil, at hans treårige søn Noah har fået konstateret kræft.
Nu aflyser den 41-årige sangstjerne sin deltagelse og optræden i prisuddelingen BBC Music Awards, der løber af stablen den 12. december i London.
Arrangørerne bag awardshowet har dog fuld forståelse for Michael Bublés fravær.
- Vi ønsker Michael og hans familie alt det bedste, siger musikdirektør for BBC Bob Shennan ifølge BBC News.
Michael Bublé sammen med sin søn, der er diagnosticeret med kræft. Foto: All Over
"Feeling Good"-kunstnerens beslutning om sætte sin karriere i bero, efter sønnen Noah blev diagnosticeret med kræft, kommer dog ikke som en overraskelse.
I sit tidligere Facebook-opslag skrev Michael Bublé blandt andet, at han og konen, Luisana Lopilato, begge har valgt at fokusere på familien og få deres søn i bedring.
- Luisana og jeg har sat vores karrierer på pause for at kunne bruge al vores tid og opmærksomhed på at hjælpe Noah med at blive rask. I denne svære tid beder vi om jeres bønner og respekt for vores privatliv, skrev Michael Bublé i opslaget
Foruden BBC Music Awards er det planlagt, at Michael Bublé skal være vært for Brit Awards 2017, som afholdes 22. februar. Det vides endnu ikke, om sangeren vil deltage som planlagt.
Se Michael Bublés opslag på Facebook herunder:
/ritzau/FOKUS