Nyheder23. november 2016

Ulf Pilgaard: Trofast ægtemand til det sidste

Den folkekære skuespiller Ulf Pilgaard har mistet sin elskede kone efter 46 års ægteskab.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bb-img_1820.jpg
 Foto: All Over

"Vores elskede Gitte Vibeke Pilgaard er stille sovet ind". Sådan lyder dødsannoncen i dag onsdag i Politiken, som hendes ægtemand Ulf Pilgaard har indrykket.

Dødsfaldet kommer ikke som et chok for den folkekære skuespiller og parrets to sønner, da Gitte allerede i 1990'erne fik konstateret den alvorlige, invaliderende og uhelbredelige demenssygdom Huntingtons Chorea, som betød, at hun de seneste år har siddet i kørestol.

- Vi var jo indstillede på det, fordi hun havde den uheldbredelige sydom, så det er ikke noget, der er kommet totalt bag på os, siger Ulf Pilgaard til Ekstra Bladet om hustruens død.

- Det er selvfølgelig klart et forfærdeligt tab, ingen tvivl om det, og det bliver hårdt at skulle gå de næste mange måneder i møde. Man lærer jo aldrig at forstå, når et menneske pludselig ikke er her mere. Det er selvfølgelig tungt, og man kan aldrig rigtig forberede sig på, hvordan man reagerer, siger skuespilleren. På trods af mere end to årtiers sygdom, faldt tanken om at forlade Gitte faldt dog aldrig Ulf Pilgaard ind.

– Der er ingen tvivl i min sjæl. Intet kan få mig til at gå fra den kvinde nogensinde, fortalte han for bare et år siden til SE og HØR, da han udkom med sin bog "Mit liv som Ulf", hvor han for første gang afslørede, at hans kone var syg.

Da Gittes sygdom blev opdaget, stod det klart for ham, at han aldrig kunne få sig selv til at søge andre græsgange.

– Det ville være så tarveligt. Selvfølgelig kan man lege med tanken og synes, at nu orker man ikke mere, men nej. Vi har en slags skæbnefællesskab efter så mange år, så det forekommer mig stadig lige så naturligt som altid, at vi skal være sammen, forklarede Ulf Pilgaard.

Første gang deres dybe forbundethed for alvor gik op for ham, var, allerede mens deres to nu voksne sønner var små, og Gitte efter nogle turbulente år med megen smækken med dørene fik nok og fandt et andet sted at bo.

Pludselig kunne Ulf Pilgaard ikke bare overlade hjemmefronten til hende og selv søge helle på scenen med kollegerne.

Pausen gjorde det én gang for alle klart for ham, at livet var bedre med Gitte end uden, og sådan har han det stadig.

– Det er nærmest sådan nogle små ting, som hele tiden kommer dryppende. Minder fra, da børnene var små. En indforståethed, når man griner ad de samme ting. Gitte er jo heldigvis stadig helt kvik i pæren, lød det fra Ulf Pilgaard.

Det kortvarige brud gav også Ulf en indtil da helt uvant øvelse i huslige gøremål.

– Jeg kom jo fra et hjem, hvor min far aldrig satte benene i køkkenet. Han var formentlig kommet til skade, hvis han havde vovet sig derud. Det mønster havde jeg taget med mig i mit ægteskab, men det blev der lavet om på dengang, forklarede han til SE og HØR, og den omvæltning viste sig at være gavnlig, da han i samarbejde med hjemmeplejen pludselig stod for både husførelsen og Gittes pleje.

– Vi er begge realistiske og ved, at der kommer en dag, hvor det ikke kan lade sig gøre længere, og hvor professionelle må tage over. Men det skal ikke forhindre os i at få det bedste ud af alt det positive og alle de gode øjeblikke nu, fortalte Ulf Pilgaard.

De sidste år af sit liv sad Gitte Pilgaard i kørestol - noget hun havde meget svært ved at acceptere i begyndelsen.

– Det var en kæmpe overgang, da hun ikke længere kunne gå. Hun er uddannet gymnastiklærer og har været vant til at bruge sin krop meget. Og hun har set skidehamrende godt ud og været fotomodel, så jeg kan godt forstå, det har været en svær overgang, fortalte Ulf Pilgaard og tilføjede:

– Gitte er en sindssygt stærk personlighed, som aldrig brokker sig. Hun er fantastisk til at acceptere sin situation.

Gitte Vibeke Pilgaard bliver bisat mandag fra Messiaskirken i Charlottenlund. Ulf Pilgaard fortæller til avisen, at hans kone døde for noget tid siden, mens han var på turné med kollegaen Lisbet Dahl. Gitte Vibeke Pilgaard bliver bisat mandag fra Messiaskirken i Charlottenlund.

Sponsoreret indhold