Hollywood13. juli 2017

Rob hyrer advokaten der forsvarede O.J. Simpson

Det bliver stjerneadvokaten Robert Shapiro, der skal forsvare Rob Kardashian, når han på et tidspunkt skal møde Blac Chyna i retten
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/30.3362751.jpg
 Foto: All Over

Rob Kardashian hiver de store kanoner frem, til når han på et tidspunkt skal møde Blac Chyna i retten.

Realitystjernen har nemlig hyret stjerneadvokaten Robert Shapiro, der var med til at få O.J. Simpson frikendt tilbage i 90'ern, det skriver InTouch.

Kardashian-familien kender Robert Shapiro fra dengang, hvor Robert Kardashian, Rob Kardashians far, arbejdede sammen med Shapiro.

Da Blac Chyna var i retten i mandags, var det da også Robert Shapiro, der dukkede op på vegne af Rob Kardashian. Her fik Blac Chyna rettens ord for, at ekskæresten Rob Kardashian ikke længere må nærme sig hende.

Det sker efter, at Rob i sidste uge delte pornografiske billeder af Blac Chyna på Instagram og Twitter, hvor han samtidig kom med nogle vilde beskyldninger mod Chyna, som er mor til hans datter.

Selvom Rob Kardashian ikke selv var til stede i retten, så blev der alligevel sendt en undskyldning afsted til Blac Chyna. Det var Robert Shapiro, der sørgede for, at denne blev overleveret.

- Jeg har personligt, på vegne af Mr. Kardashian, undskyldt for, hvad der har fundet sted de seneste dage. Nu bevæger vi os fremad for at gøre en ting, og kun en ting, og det er, hvad der er bedst for barnet, sagde Robert Shapiro i retten ifølge TMZ.

Mens Rob Kardashian endnu ikke har kommenteret sit udfald i sidste uge, så har Blac Chyna været i flere medier, hvor hun har fortalt om sagen.

- Jeg blev selvfølgelig knust. Hvordan kan han finde på at poste sådan nogle billeder af et andet menneske? Jeg var helt chokeret. Jeg stolede på ham. Jeg betroede mig til ham. Jeg følte mig endda tryg ved at sende de her billeder til ham og tale med ham om personlige ting. Jeg føler mig virkelig forrådt, fortalte hun i mandags i "Good morning America".

Hævnporno har været forbudt ved lov i Californien siden 2013, derfor står Rob Kardashian til bøde og i værste tilfælde fængsel. Spørgsmålet er så, om Robert Shapiro også i dette tilfælde vil have held med at få sin klient frifundet.

Du kan se billeder af Rob Kardashian og Blac Chyna fra da alt stadig var fryd og gammen i galleriet herunder

Rob Kardashian og Blac Chyna - masser af billeder

Sponsoreret indhold