Wafande efter overfald: - Jeg er selvfølgelig lidt rystet
Sangeren Wafande blev lørdag aften slået ned, mens han deltog i den nordsjællandske musikfestival Musik i Lejet.
Heldigvis er sangeren ved godt mod oven på den ubehagelige oplevelse.
Dagen derpå har Wafande således skrevet på sin Facebook-profil, at han har det ”fint”, selv om han stadig ”er rystet” oven på episoden lørdag aften:
- Tak til alle mine fans og venner for jeres mange beskeder og hjerter. Jeg har det helt fint men jeg er selvfølgelig rystet over hele situationen. Jeg holder fanen højt for den gode Karma og håber at det kommer ud til alle jer. One lov og god søndag derude,' skriver Wafande i opslaget, som har fået over 1.500 likes og 148 kommentarer.
Politiet fortalte tidligere til Ekstra Bladet, at episoden fandt sted ved hovedindgangen til musikfestivalen:
- Vi fik en anmeldelse om uorden ved hovedindgangen. Den forurettede var blevet slået i ansigtet. Gerningsmanden har vi fat i, siger Jørgen Hjem Hansen, indsatsleder på festivalen, til Ekstra Bladet.
”Gi’ mig et smil”-sangeren blev angiveligt slået i ansigtet ved munden, og politiet rådede ham efterfølgende til at melde episoden til politiet.
Efter episoden forlod Wafande festivalen sammen med sin kæreste.
”Musik i lejet” er en tredages musikfestival, der løber af stablen i Tisvildeleje midt i juli. Festivalen blev afviklet første gang i 2009 og drives af frivillige. Hovednavnene i år har blandt andre været Choir of Young Belivers, Lord Siva, Mew og Thomas Dybdahl.
Wafande, der også kendes for sin rolle som mentor i TV2-programmet ”The Voice”, har tidligere været helt tæt på slagsmål. I april sidste år udbrød der således slåskamp, mens han sang sit hit ”Gi’ mig et smil”.
Og et slagsmål ville Wafande altså ikke finde sig i.
- Prøv lige at flyt jer. Prøv lige at flytte jer. I skal sgu da ikke begynde at slås til ”Giv mig et smil” altså. Skrid nu med jer for helvede. Gå nu væk med det der fis altså, hold nu op, udbrød sangeren, mens han gik rundt blandt publikum.
Og så hoppede han ellers tilbage på scenen og fortsatte med at synge ”Gi’ mig et smil”. Du kan se eller gense det klip lige her.