Kvindetorso er liget af Kim Wall
Den kvindetorso, der mandag eftermiddag blev fundet i vandkanten på Amager er en del af liget af den svenske 30-årige kvindelige journalist Kim Wall.
Det skriver Københavns Politi i en meddelelse på Twitter.
Københavns Politi har ikke yderligere at tilføje, men fortæller, at man afholder en pressebriefing på Politigården klokken 09.00.
Det var en mandlig cyklist, der under en tur langs vandet mandag så torsoen ligge i vandet og alarmerede politiet.
Og en dna-test har nu slået fast, at ligdelen er identisk med Kim Wall, der sidst blev set, da hun torsdag den 10. august tog på reportagetur med ubåden Nautilus og dens ejer Peter Madsen alias Raket-Madsen.
Kim Wall kom aldrig hjem
Da hun ikke vendte tilbage efter reportageturen, efterlyste hendes kæreste hende klokken 02.30 natten til den 11. august.
En større eftersøgning efter ubåden blev sat i værk.
Om formiddagen fredag den 11. januar gik Nautilus til bunds i Køge Bugt.
Peter Madsen blev reddet om bord på en motorbåd.
Nautilus bevidst sænket
Da han gav sit første interview, efter at han var blevet reddet op af vandet, nævnte han intet om Kim Wall.
Han fortalte, at han havde nogle problemer med en ballasttank, og da han prøvede at reparere den, sank ubåden.
- Jeg kunne ikke lukke lugerne, men det var måske meget heldigt, for så havde jeg været dernede endnu, sagde Raket-Madsen, da han kom på land.
Det blev senere slået fast, at ubåden blev sænket ved en bevidst handling.
Raket-Madsen: - Hun døde ved en ulykke
Først forklarede han politiet, at han havde sat Kim Wall af ved strandbaren 'Halvandet' på Refshaleøen klokken 22.30 torsdag den 10. august.
Raket-Madsen blev den 11. august anholdt og sigtet for drab subsidiært uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder på Kim Wall.
Han har indtil videre nægtet sig skyldig i begge sigtelser.
Men senere forklarede han for lukkede døre i retten, at Kim Wall var død ved en ulykke om bord på Nautilus, og at han havde 'begravet hende til søs'.
De oplysninger blev mod sædvane mandag givet videre til offentligheden på anmodning fra Peter Madsens forsvarer og anklagemyndigheden.
Det skete af hensyn til Kim Walls familie, der så sent som i lørdags stadig håbede hun var uskadt, og for at stoppe diverse spekulationer om, hvad der kune være sket med Kim Wall, og om hvorvidt hun stadig var i live.
Politi: Hoved, arme og ben skåret af torsoen
Tirsdag i denne uge meldte drabschef ved Københavns Politi, Jens Møller Jensen, ud, at hoved, arme og ben var fjernet fra den fundne kvindetorso ved en bevidst handling.
- Der er tale om en torso, hvor både arme, ben og hoved er (fjernet, red.) som følge af en bevidst afskæring. Længden på torso gør, at der ikke er noget, der taler imod, at det kan være Kim Wall, men vi ved det ikke endnu, forklarede Jens Møller Jensen tirsdag. De resterende dele af liget, som politiet nu ved er Kim Wall, er ikke blevet fundet, men politiet leder fortsat på Amager og reagerer på henvendelser fra borgere, der kan have set noget, og i går havde man dykkere i vandet for at lede efter hoved, arme og ben. Raket-Madsen havde indtil først på denne uge mødt støtte fra familie og venner, der ikke kunne tro, at han kunne have brugt vold eller det, der var værre over for Kim Wall.Tilgiver ham aldrig
Men frigivelsen af Peter Madsens forklaring om, at Kim Wall døde om bord på Nautilus, og at hun er 'blevet begravet til søs' har affødt en kraftig reaktion fra Raket-Madsens halvbror, Benny Egesø.
Han har hidtil bakket sin bror op, men det er slut med afsløringen af Kim Walls død og begravelse til søs.
- Jeg tror aldrig, jeg vil kunne tilgive ham for det. Det er sådan, jeg har det lige nu, siger Benny Egesø til BT. Han er rystet over, at broderen først afgav falsk forklaring til politiet. - Jeg har troet på min bror og kender ham jo ikke som en potentiel morder og løgner. Men at han fortier noget så fatalt som et andet menneskes død, det er jo sygt, sagde Benny Egesø tirsdag til BT om sin varetægtsfængslede halvbror.