Farvel til René: - Det har været nogle dejlige uger
Så gik den ikke længere for René Holten Poulsen og Jenna Bagge.
De måtte nemlig forlade "Vild med dans" efter seks uger på dansegulvet, hvor de stort set hver gang har ligget i bunden af feltet.
Det var dog en afklaret René Holten Poulsen, der efter showet talte med den fremmødte presse.
- Det har været nogle dejlige uger, sagde René, da kameraerne var slukket.
Men hvad skal roeren så lave, nu hvor han ikke længere skal træne i danselokalet.
Han skal træne videre. Dog ikke på dansegulvet.
- Øhh, altså udover at jeg nok skal sove længe, så skal jeg ud og træne.
Dog synes han, at det er trist, at det nu er forbi. Denne uge havde nemlig været den bedste uge for ham i træningslokalet.
- Jeg synes, at det er rigtigt ærgerligt, for jeg synes, at det har været den bedste og den sjoveste uge.
Bookmakerne fik ret
Han har i flere uger været bookmakernes favorit til at forlade "Vild med dans".
Både Bet25 og Danske Spil havde nemlig de laveste odds på René til at gå videre i programmet.
- Der står Slowfox på menuen for René og Jenna i morgen aften. De lidt roligere bevægelser må alt andet lige passe godt til hans tunge roerkrop, og heri ligger hans chance. Uanset hvad tror jeg dog, at vi kommer til at se René og Jenna i omdans, og her kunne de meget vel komme til at stå ansigt til ansigt med Mie Ø. Nielsen og Mads Vad. I den duel er jeg ikke sikker på, at René længere har de fleste seere i ryggen, fortalte oddssætter fra Bet25, Morten Olsen, i går.