Kongelige25. april 2018

Regnskab offentliggjort: Kongehuset tabte millioner

Trods en statsydelse på over 80 mio. kr. kom kongehuset ud med et millionunderskud, viser det nyligt offentliggjorte årsregnskab
https://imgix.seoghoer.dk/kongefamilien_1.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

Det danske kongehus har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2017, og det afslører et underskud på hele 2,8 mio. kr.

- Underskuddet kan tilskrives de ekstraordinære udgifter, som Kongehuset har måttet afholde i det forløbne år, lyder det i en pressemeddelse.

- Udgifter til løn og pensioner steg i 2017 blandt andet som følge af ansættelse af sundhedsfagligt personale til betjening og støtte for prins Henrik, lyder det yderligere fra kongehuset som begrundelsen for de røde tal.

I 2016 kom kongehuset ud med et mindre overskud på 505.000 kr.

2017's underskud på 2,8 mio. kr. overføres til egenkapitalen, som falder til 13,9 mio. kr.

Af årsregnskabet fremgår det, at kongehuset i indtæg modtog 80,17 mio. kr. i statsydelse samt tre mio. kr. i "andre indtægter".

Af regnskabet fremgår det yderligere, at godt otte mio. kr. gik til prins Henrik, mens 1,2 mio. kr. tilfaldt prinsesse Benedikte.

En af udgiftsposterne, hvor der virkelig er sket en stigning, er under personaleomkostninger. Her spenderede kongehuset 56,96 mio. kr., hvilket er en stigning på knap syv mio. kr. fra 2016.

I kongehusets årsberetning fremgår det også, hvor hårdt den royale familie har knoklet for de 80 mio. kr. i statsydelse.

- I det forgangne år deltog den kongelige familie i mere end 700 officielle begivenheder indenfor områderne erhverv og kultur, humanitære og social initiativer, sport og sundhed, forsvaret, forskning og uddannelse samt fonds- og prisuddelinger, lyder det i årsberetningen.

Sponsoreret indhold