Nyheder6. februar 2019

Mads Vad dropper "Vild med dans"

Når "Vild med dans" løber over skærmen til efteråret, bliver det uden veteranen Mads Vad
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/vmd_uge_11_tsl_20181116_1959-1-1.jpg
 Foto: Thomas Laursen

I 13 sæsoner har Mads Vad været en del af "Vild med dans"-holdet.

To gange har han formået at danse sig helt tops i programmet, men til efteråret kommer seerne til at spejde forgæves efter den høje aarhusianer.

Mads Vad har nemlig meddelt TV 2, at han ikke vil være med i den kommende sæson af det populære underholdningsprogram.

Det skriver Her & Nu i denne uges udgave.

Overfor SE og HØR bekræfter Mads Vad, at han ikke skal være med i den kommende sæson af "Vild med dans".

Det er den kommende familieforøgelse der gør, at Mads har valgt at takke nej til endnu en sæson. Om få måneder bliver han og Nana Strand nemlig forældre for første gang.

- Jeg har taget en beslutning om, at jeg rigtigt gerne vil kunne være der, når vores lille dreng er kommet til verden. Så jeg tager lige en sæsons barsel fra "Vild med dans", fortæller Mads til SE og HØR.

At være "Vild med dans" kræver mange måneders arbejde, og det er blandt andet derfor, at Mads vælger ikke at skulle være med i 2019-sæsonen.

- Det er simpelthen fordi, at når "Vild med dans" starter, er vores lille dreng tre måneder gammel, og jeg kan slet ikke være i mig selv, hvis jeg skal forlade ham i tre til fire måneder, fortæller han. Det vigtigste for Mads er nemlig at være en god far, når den lille søn kommer til verden i maj. - Når man er førstegangsforældre, så er der så mange ting, der er helt nyt. Og den rutine skal vi have lov til at komme ind i. Lige nu er det allervigtigste i mit liv, at jeg kan være verdens bedste far, når han kommer til verden, siger han.
At Mads Vad ikke kommer til at være med i den nye sæson af "Vild med dans" betyder dog ikke, at seerne ikke kommer til at se ham på dansegulvet igen. Han er nemlig meget åben for at komme tilbage i programmet. - Man kan selvfølgelig aldrig vide, hvad der sker i fremtiden, jeg elsker stadig programmet lige så meget, som jeg har gjort i de 13 år, jeg har lavet det, fortæller Mads.

Navnet er på plads

Mads Vad og Nana Strand blev gift sidste sommer. De afslørede nytårsaftensdag, at der var en lille ny på vej.

Navnet til deres kommende søn, har de allerede på plads.

Men der kommer til at gå et par måneder, inden resten af verden får det at vide.

- Vi ved faktisk godt, hvad han skal hedde, men det har vi besluttet os for, at vi først vil sige, når han kommer til verden, fortæller Mads til SE og HØR.

Sponsoreret indhold