BIlle i retten: Her er dommen
Eks-fodboldspilleren Nicki Bille er netop blevet idømt fire måneder ubetinget fængsel i Københavns Byret.
Nicki Bille stod roligt ved siden af sin forsvarer, mens dommeren læste højt, at han blev idømt en fængselsstraf på fire måneder. Han blev dømt skyldig i fire af de fem forhold, som han var tiltalt for.
Da dommen var blevet læst op gik forsvareren og Bille ud af retslokalet. Og da de kom tilbage kunne de meddele, at de har valgt at anke forhold fire og fem til frifindelse.
Uden for retssalen gjorde den tidligere landsholdspiller det da også klart, at han ikke var tilfreds med, at han var blevet kendt skyldig i at slå dørmanden eller have truet en sygeplejerske.
Bille var iført en hvid t-shirt med ordene 'Love' og 'Dream' på, som afslørede de fuldt tattoverede arme og et plaster, der dækkede skudsåret fra et voldsomt drabsforsøg i mellem jul og nytår i hans lejlighed i Sydhavnen.
Undervejs i retssagen, som der netop er faldet dom i, er en række vidner blevet afhørt herunder Billes far, to dørmænd og en sygeplejerske.
Da retssagen startede i går erkendte Bille to af de fem forhold, som han var tiltalt for.
Inden dommeren traf sin beslutning mente anklageren, at Bille skulle idømmes en ubetinget fængselsstraf på fem måneder. Det begrundende hun med, at han tidligere har fået betinget straffe.
- Han har fået to chancer, derfor mener jeg, at vi ikke skal give en tredje chance. Han har jo igen udøvet vold, og derfor er det min påstand, at den skal gøres ubetinget, sagde anklager Christa Midtgaard under sin procedure i retten - inden retten havde afsagt dommen over Nicki Bille.
Nickis forsvarer mente derimod, at den tidligere landsholdsspiller skulle idømmes en straf på 30 dages betinget fængsel, og dermed give den 31-årige mand en chance mere efter et 2018 fyldt med kokain- og alkoholmisbrug. Men det valgte retten altså ikke at følge.
Selv fik den tidligere fodboldspiller også lov til at knytte en afsluttende bemærkning, inden domsmændene gik ud for at votere.
- Jeg vil gerne sige tak for en behagelig dag i dag. Vigtigst af alt vil jeg sige, at jeg håber, at der bliver givet en straf som er fair. Jeg vil gerne have at det er fair. Jeg er en af de mest ægte og ærlige mennesker, sagde han.
- Jeg hader virkelig, når jeg er sådan, som jeg var. Og jeg er ikke den person mere, afsluttede han.
Alvorlige lovovertrædelser
Den ene af sagerne skete tilbage i oktober sidste år, hvor Bille skulle have truet en person med et luft- og fjedrevåben, for ifølge anklageskriftet at skabe 'alvorlig frygt' for en anden persons liv og helbred.
I samme sag var han også tiltalt for at have båret et våben på en uforsvarlig vis i bukselinningen. I den forbindelse fandt politiet også 0,26 gram kokain på den 31-årige fodboldspiller. Besiddelse af stofferne erkendte Bille allerede i starten af retssagen. Ligesom han tilstod at have truet med våbenet.
Artiklen fortsætter under billedet...
Nicki Bille sammen med sin mor. (Foto: Kasper Wenstrup)
I den anden sag stod han tiltalt for vold mod en dørmand ved natklubben 'Level', der nu hedder 'Rumors', i København.
Dørmanden, som med et ophav af dørmands-venner vidnede i retten torsdag, brækkede næsen og fik skader på øjet, efter at være blevet tildelt et knytnæveslag i ansigtet.
Nicki selv forklarede i retten, at han blot skubbede dørmandens ansigt væk med en flad hånd.
I den sidste sag, som kom frem i offentligheden i slutningen af februar, skulle Bille have truet en sygeplejerske under sin indlæggelse på hospitalet mellem jul og nytår.
Da sygeplejersken vidnede i retten under torsdagerns retsmøde brød hun grædende sammen, og forklarede, hvor bange hun havde været under seancen på hospitalet.
HÅBER PÅ COMEBACK
Nicki Bille fortalte i retten, at han har et stort ønske nu, når sagen er afsluttet.
- Jeg skal tilbage. Jeg skal spille fodbold, det er det jeg kan. Og det er det, som jeg har kæmpet for hele mit liv, siger Nicki Bille.
I retten fortalte han i går, at fodboldkarrieren måske var slut, fordi hans højre arm er slemt medtaget efter et drabsforsøg mod ham i juledagene sidste år.
Her blev han skudt i højre arm med haglgevær, efter tre personer var kommet ind i hans lejlighed ved Sluseholmen.
- Lige inden jeg blev skudt i armen havde jeg faktisk et tilbud om at komme til Thailand og spille fodbold.
- Det kan godt være, at det ikke bliver i Danmark, men jeg tror på, at jeg komme til at spille bold igen, siger Nicki Bille.