Kendte26. september 2019

Kwamie flyttede hvert tredje år: Nomade-Liv

Den danskzambianske sangerinde Kwamie Liv er vokset op i mange forskellige kulturer og har taget sit "danglish" med hjem til Danmark.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kwamie_liv_dm_1.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

You know?, lyder det efter mange af sætningerne.

Har du også lagt mærke til Kwamie Livs skiften mellem dansk og engelsk?

Hun er en international stjerne i ordets bogstavligste forstand, for "Lost in the girl"-sangerinden er vokset op i mange forskellige lande.

– Min mor er dansk, og min far er fra Zambia, forklarer hun.

Men hun har boet i både farens hjemland, Tyrkiet, Stockholm, Sydafrika, Kenya, Irland og Bangladesh.

– Min mor arbejdede for FN, så hvert 3. til 4. år flyttede vi til et nyt land, og min skolegang er foregået på engelsk, fortæller den smukke kvinde, som tog hele landet med storm med sin debutsingle i 2014.

Musik i huset

Uanset hvor i verden Kwamie har boet, har musikken været med, for på hendes mors side af familien har de altid spillet guitar og sunget sammen.

– Musik var en stor del af måden, vi var sammen på. Det var normalt, at man bare satte noget på eller sang noget.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/kwamie_liv_dm_3.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

– Musik er så stor en del af det, der gør mig glad og holder mig i balance. Det har givet mig en ro, som jeg ikke har fundet andre steder nogensinde. (Foto: Dan Mariegaard)

– Og så tror jeg også, jeg har haft sådan en naturligt søgende entusiasme omkring det at kreere. Det var meget, meget tidligt, at jeg begyndte at synes, at det at skrive var spændende, fortæller Kwamie, som skrev sin første sang, da hun var otte.

I begyndelsen af 20'erne tog hun til en flygtningelejr i Bangladesh for at arbejde som frivillig, og det var her, det gik op for hende, hvad musik for alvor kan.

– En af dagene, kom jeg ind med min guitar. Det var ikke et sted, hvor der var musik på den måde, overhovedet. Lejren var inddelt i hierarkier, men da jeg begyndte at spille, kunne jeg se, hvordan det bare samlede folk fuldstændigt.

Det havde intet med mig at gøre – det var, fordi der skete noget, som ikke havde noget at gøre med vores egoer eller noget som helst.

Tre hurtige

Hvis du kun må høre én sang resten af dit liv, hvilken skulle det så være?

– That's impossible. Én sang? Det kan jeg ikke svare på, commitment, you know ...

Men hvis det skulle være en sang resten af dagen, så ville jeg på sådan en solskinsdag her vælge Leo Sayers "You make me feel like dancing".

Hvilken sang kan altid få dig på dansegulvet?

– Jeg er så dårlig til at svare på sådan nogle spørgsmål. Jeg går alle kataloger igennem. Det kan være alt fra den mest poppede sang til old school hiphop. Det er helt umuligt at binde mig til én sang.

Hvad hører du, når du er trist?

– Det sjove er, at når man er trist, kan man godt sætte en glad sang på, som man hører det melankolske i. Jeg kan virkelig godt lide Leonhard Cohen, Nina Simone og Bob Dylan.

– Jeg kunne bare mærke, hvordan de vægge, der var mellem os, forsvandt, når der var musik i luften, og det blev meget klart for mig der, at det var det, jeg ville bruge mit liv på.

At jeg ville være med til at skabe de rum. Hvor man glemmer forskellene. Hvor der er noget større, der binder os sammen, siger Kwamie Liv.

Kuldegys på Rådhuspladsen

Da Danmark sidste år mistede sin nationalskjald, sendte Kwamie Liv kuldegys ud over hele Københavns Rådhusplads, da hun sang Kim Larsen-klassikeren "Pianomand".

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/kwamie-liv_tv2_mikael_rieck.jpg
 (Foto: TV 2 / Mikael Rieck)

Kwamie Liv fik tårerne til at løbe ned ad kinderne på Chief 1 med sin fortolkning af Carl Emils "København", og siden optagelserne har hun været i studiet med den erfarne producer og Remee. (Foto: TV 2 / Mikael Rieck)

Og ligesom oplevelsen har fæstnet sig i de fleste danskeres hukommelse, vil Kwamie selv heller aldrig glemme den oplevelse.

– Det var meget, meget rørende at være en lille del af Kim Larsen-mindekoncerten.

Det handlede ikke om mig selv, det handlede bare om at være med til noget meget større end mig selv, og det var utroligt smukt at mærke den energi, fortæller Kwamie, som også blev rørt over at se nationen samle sig på tværs af forskellene.

– Danmark sørgede sammen, og det var trist, men det var også utroligt smukt at se gamle og unge fra alle hjørner af samfundet samlet for at hylde Kim Larsen og musikken.

At få lov at være en lille del af det – ja, jeg tror aldrig, jeg vil glemme det.

Hvis du tænder for TV 2 på søndag klokken 20, kan du se Anders Blichfeldt, Cæcilie Norby, Teitur, Carl Emil og Medina fortolke seks af Kwamie Livs sange i "Toppen af poppen".

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/toppen_af_poppen_tv2_mikael_rieck.jpg
 (Foto: TV 2 / Mikael Rieck)

– Det er nye venskaber, der er opstået. Selv om vi er så forskellige, binder musikken os sammen, siger Kwamie Liv om Cæcilie Norby, Medina, Chief 1, Anders Blichfeldt, Carl Emil og Teitur. (Foto: TV 2 / Mikael Rieck)

Sponsoreret indhold