Hjemme hos Anni Fønsby og hendes forlovede: Vi gør alting sammen
Idyllen bobler om kap med amorinerne.
Anni Fønsby, 47, og kæresten René, 54, tager sammen med hundene Gucci og Balou imod i det store hvide hus omgivet af gule rapsmarker og med en lille sø i forhaven.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Parret med deres hund i favnen: Han med Gucci, hun med Balou. (Foto: Martin Høien)
Her flyttede parret ind i december, da pladsen med tre sammenbragte børn blev for trang i deres tidligere hjem.
– Det var ikke lige et område, vi kendte noget til, men huset havde alt det, vi gik og drømte om: Den smukke natur, egen hestefold og sø.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Foran pragtvillaen i det nordsjællandske hersker ren idyl. (Foto: Martin Høien)
Vi kan kigge lige ud over de smukke marker med hestene, der løber derude. Vi syntes bare, det havde alt det, man kunne drømme om, fortæller Anni Fønsby til SE og HØR.
Mit livs kærlighed
Hun og René kunne i sidste uge fejre 1-års dag – og parret har ikke spildt tiden.
Efter tre måneder som kærester flyttede de i sensommeren sammen i Annis bolig, inden de nogle måneder senere fandt villaen i Nordsjælland.
– Man kan godt vælge at leve hver for sig og prøve det af i et års tid, men vi synes samtidig, vi har en alder, hvor vi har prøvet så meget her i livet.
Når man endelig kan mærke i sit hjerte, at det føles rigtigt, så synes jeg også bare, man skal springe ud i tingene.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Anni og René kunne i sidste uge fejre 1-års dag – og det blev fejret med spa, middag og hotelovernatning i Sverige. (Foto: Martin Høien)
Og i min verden er der ikke så langt fra tanke til handling, når der er noget, der føles rigtigt! fastslår Anni.
– Jeg ved ikke, om jeg måske troede, at jeg skulle møde mit livs kærlighed så sent i min alder – men det er ikke desto mindre det, der er sket.
Jeg har aldrig haft det så dejligt, som jeg har haft det med Anni i al den tid, vi har været sammen.
Og det er et eller andet sted et privilegium at få, når man kommer ind i anden halvleg af sin alder, siger René, som er partner i et forsikringsmæglerhus.
Vin, golf og grin
– Hvad er det, der gør, at I passer så godt sammen?
– Åh, det er så lang en liste, at du kunne skrive en bog! udbryder Fønsby og uddyber:
– Vi er de bedste venner. Vi skal nogle gange tage os selv lidt i nakken og sige: "Nu skal vi også se nogle andre mennesker hver især".
– Vi kan gå 14 dage i Thailand og sige: "Ej, skulle vi ikke tage en måned mere?"
Vi gør alting sammen. Lige fra vi står op om morgenen, er vi fælles om morgenmaden, og vi er kun lige væk fra hinanden, når jeg er på klinikken, siger Fønsby og fortæller, at turtelduerne også spiller golf, træner og laver mad sammen.
Ny klinik
I november begyndte Anni Fønsby som selvstændig på Østerbro i København.
– Jeg har åbnet en skønhedsklinik, hvor jeg fryser folk ned, siger hun om klinikken La Concordia, hvor hun udfører cryoterapi.
Her kommer man i tre minutter ind i en minus 140° kold sauna.
– Så går det ind og arbejder med dine muskler, sener og nerver, fortæller Anni, som fik idéen, efter hun selv havde haft gavn af metoden.
I et halvt år lå hun med en diskusprolaps.
– Efter det blev jeg ved med at hænge i med morfin.
Jeg er modstander af at bruge sådan nogle ting, fordi det er usundt for kroppen, men når man har så mange smerter, syntes jeg ikke, at der var noget alternativ, der kunne hjælpe mig.
Jeg læste om cryoterapi i Sverige, og så valfartede jeg frem og tilbage hele sommeren og fik behandlinger.
Det resulterede i, at jeg kunne smide min medicin – og det hjalp mig.
– Og det er jo det, der er så dejligt – at man er fælles om alting. Det er derfor, man gerne vil bo sammen og være sammen, lyder det fra den forelskede kendis, som har arbejdsfordelingen på plads.
– Selv om det er mig, der elsker at lave mad, står René med et glas vin og underholder.
Artiklen fortsætter under billedet ...
René er ifølge Anni rolig, afbalanceret og kærlig.
– Sådan et menneske fungerer rigtig godt sammen med mig. Man skulle tro, der var noget sydlandsk i mig. Jeg er temperamentsfuld – kan man ikke sige det? spørger hun René.
– Jo, det kan man godt sige, medgiver han. (Foto: Martin Høien)
René er ingen havemand. Det er jeg – jeg elsker at være i haven.
Men så går han stadig med derud, fordi det er hyggeligere, når man går sammen ude i haven, afslører Fønsby.
– Jeg slår trods alt græsset, indskyder René med et grin.
Anni lægger ikke skjul på, at hun sjældent har haft det bedre, end hun har det nu.
– Jeg er det bedste sted i mit liv. Der er ro, harmoni og stabilitet.