"Jeg spiste min bedste ven for at overleve"

Det er ét af vor tids vildeste – og værste – flykatastrofer:

I 72 dage forsøgte en gruppe rugbyspillere at overleve i de sneklædte Andesbjerge, efter deres fly var styrtet ned i det uvejsomme bjerglandskab.

Men for at overleve måtte de unge mænd gøre det utænkelige: Spise deres døde kammerater.

Artiklen fortsætter under billedet...

Ulykkesstedet fotograferet, efter mændene var blevet reddet. Foto: Ritzau Scanpix

For i knuste fly var der nærmest ingen mad, og de var styrtet ned på en høj bjergside, der ikke indeholdt andet end sne så langt, øjet rakte.

Jose Luis 'Coche' Inciarte var én af de heldige, der overlevede – og han har siden fortalt om de skæbnesvangre dage i 1972, hvor det ufattelige fandt sted.

Han fortæller, at tanken om at spise de døde begyndte efter dag 10. Her hørte de overlevende over radioen, at en mulig redningsaktion var blevet afblæst, da myndighederne ikke forventede, at nogen havde overlevet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Jose Luis 'Coche" Inciarte sammen med Soledad, efter han blev reddet. Foto: Ritzau Scanpix

- Det var forfærdeligt at få at vide. Tanken om at jeg ville se min mor og Soledad igen havde holdt mig oppe – men nu stod vi overfor at dø på dette bjerg.

- Vi vidste, at vi ikke havde mere mad tilbage, så vi begyndte at diskutere det utænkelige: At spise det frosne kød fra vores døde venner, fortæller Jose Luis 'Coche' Inciarte ifølge Mirror.

- Det indebar at fjerne det ultimative tabu, og vi diskuterede frem og tilbage, og så skete der noget utroligt.

- Mænd begyndte at sige, at hvis de døde, ville de med glæde give deres kroppe til deres venner. Vi så døden i øjnene og indgik en pagt i kærlighed, fortæller Jose Luis 'Coche' Inciarte.

Men selv om det var livsnødvendigt, var det ikke let.

Artiklen fortsætter under billedet...

Jose Luis 'Coche' Inciarte fotograferet i 2010. Foto: Ritzau Scanpix

- Det er ikke let at spise menneskekød. Dit hoved må tvinge din krop til at gøre det. Min mund ville ikke åbne, og da min mund åbnedes, kunne jeg ikke få mig selv til at synke.

- Jeg følte fuldstændig afsky for, hvad jeg gjorde, og jeg spiste så lidt som muligt. Men til sidst overtog overlevelsesinstinktet, fortæller Jose Luis 'Coche' Inciarte.

Det var som følge af sine døde kammerater – og tre meget modige mænd – at Jose Luis 'Coche' Inciarte overlevede.

Efter mange uger på bjerget gik tre af de andre overlevende således ud for at finde hjælp.

I ugerne op til havde de planlagt deres egen redningsaktion. De tre mænd havde fået større rationer af menneskekødet, og de havde syet en sovepose af tøjstykker og stof fra flysæderne.

Efter 10 dages vandring i bjergene nåede de ud af Andesbjergene og tilkaldte hjælp.

I alt overlevede 16 mænd.

De blev reddet to dage før juleaften, den 22. december 1972.

- På bjerget gav jeg mig selv det løfte, at hvis jeg overlevede, ville jeg leve et simpelt liv for at ære dem, der døde, siger Jose Luis 'Coche' Inciarte.

- Jeg giftede mig med Soledad otte måneder senere, og med vores tre børn og otte børnebørn er jeg stolt af at kunne sige, at jeg har gjort netop dét.

- Jeg har kræft, men jeg har levet et liv uden frygt og med taknemmelig for, hvad jeg har.