Kendte13. maj 2021

Krænkelser, uønskede kys og brud på tavshedspligt: Fem kvinder klager over kendispræst

I et fælles brev sendt til Københavns biskop beretter en håndfuld kvinder om en lang række problematiske oplevelser med kendispræsten Flemming Pless. Her er klagens centrale punkter
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20180919-151958-6-1920x1188we.jpg
 (Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix)

Tilbud om sjælesorg, trøst og religiøs rådgivning er i flere tilfælde blevet til cafébesøg, intime aftaler og uopfordrede tilnærmelser fra den anerkendte sognepræst ved Christians Kirke i København.

De fem kvinders samlede klage, som SE og HØR er i besiddelse af, er sendt til biskop Peter Skov-Jakobsen.

Alle har de oplevet grænseoverskridende opførsel fra Flemming Pless – flere af dem efter de har besøgt kirken i nogle af de mørkeste perioder af deres liv.

Pless tilbyder i flere tilfælde kvinderne hjælp i form af samtaler, og selv om de i begyndelsen finder det mærkeligt at blive inviteret hjem i præstens private bolig eller på kaffebar på Christianshavn, er det alligevel en lettelse for dem at tale med en præst, som lægger øre til deres historier.

For de flestes vedkommende starter det med, at han tilbyder en skulder, de kan græde ud ved.

En af kvinderne, der mødte Flemming Pless i kirken på Christianshavn i 2015 efter at have mistet et nært familiemedlem, fortæller, at han under en aftale på en lokal café pludselig kysser hende på munden. De indleder en kort affære, men hun oplever, at Pless’ personlighed ændrer sig undervejs i deres relation.

Han virker utilregnelig, og fra tid til anden er hun bange for ham.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/20050412-113811-4-1920x2232we.jpg
 (Foto: Simon Knudsen/Ritzau Scanpix)

Foto: Simon Knudsen/Ritzau Scanpix

En anden kvinde fortæller, at hun skulle lave et interview med Flemming Pless for et halvt års tid siden. I den forbindelse blev hun inviteret hjem til den 64-årige sognepræst.

Her skulle han have fortalt hende yderst private detaljer om en afdød person, som han forinden havde bisat. Omtalen af de intime og personlige forhold fandt hun stærkt uværdige.

Hun undlader i dag at komme i kirken af frygt for at løbe ind i ham.

En tredje kvinde kommer med et lige så nyligt eksempel på grænseoverskridende adfærd. Her kom Flemming Pless forbi hendes hjem til en kop te efter lange dybe samtaler over telefonen.

Her krammer han hende, erklærer sin kærlighed og tiltvinger sig et kys.

De yderst detaljerede vidnesbyrd fra de fem kvinder strækker sig over en periode på 24 år.

SE og HØR har forholdt Flemming Pless de alvorlige anklager om embedsmisbrug og krænkende adfærd, men han fortæller, at han ikke kan sige ”et kvæk” om de konkrete sager.

Han bekræfter dog, at han er sendt hjem på orlov fra præstegerningen i den københavnske kirke.

Og det er en hjemsendelse, som han ikke selv har taget beslutning om, oplyser han til SE og HØR.

- Jeg er blevet sendt på orlov, kan du sige.

- Hvad skyldes det?

- Jeg sidder og tænker mig om, svarer han.

Sponsoreret indhold