Fortabt og deprimeret: Chrissy Teigen taler ud efter shitstorm
Hvis der er nogen, der ved, hvordan det føles at falde drastisk fra tinderne i Hollywood, så må det være kogebogsforfatter, Instagramdronning og kendiskone Chrissy Teigen.
Den slags tab af samarbejder, følgerantal og generel opbakning ovenpå en shitstorm har sit helt eget begreb. Teigen er nemlig blevet godt gammeldags ”cancelled” – eller på dansk ”aflyst”.
Nu sætter den 35-årige tidligere model ord på den ”smerte”, hun oplever efter sin massive shitstorm.
- Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Det føles bare underligt at lade, som om der ikke er sket noget i denne online verden, som nu føles som noget værre lort i det virkelige liv, skriver hun indledende i sit nyeste opslag.
Hårde cyberangreb
Teigen, der sammen med teksten poster et billede af sine hullede cowboybukser og solbrune knæ, blev sendt på den helt store tur i internetorkanen, da ti år gamle tweets pludselig dukkede op.
Tilbage i 2011 sendte hun nemlig en række voldsomme, offentlige angreb afsted mod den dengang kun 16-årige teenagebrud og model, Courtney Stodden.
Her opfordrede hun Stodden i grove vendinger til at tage sig en lang ”dirt nap” – et amerikansk slangudtryk for at dø.
vil ikke lyde KLynkende
Opdagelsen af de gamle tweets faldt selvfølgelig ikke i god jord rundt omkring på internettet, og Teigen blev beskyldt for i årevis at have stået for decideret mobning på internettet.
”Cravings”-indehaveren skriver videre i sit seneste opslag, at hun er deprimeret og ked af at være alene med sine tanker, men at hun også hader at gå uden for en dør for tiden.
- Jeg føler mig fortabt, og vil så gerne finde min plads igen. Jeg er nødt til at få det her på afstand, for jeg er desperat efter at kommunikere med jer, i stedet for at lade, som om alt er fint.
Artiklen fortsætter under billedet:
Chrissy med sin mand, musikeren John Legend, og deres to børn Luna og Miles (Foto: MEGA)
- Cancel club er en fascinerende ting, og jeg har lært en hel del. Kun få ved, hvordan det er, og det er umuligt at forestille sig, hvis man ikke har stået i situationen selv. Det er svært at tale om, for man kommer hurtigt til at lyde klynkende, når det hele drejer sig om, at man har gjort noget, der var forkert. Det stinker, lyder det videre fra Chrissy.
- Jeg ved ikke engang, om det er klogt at sige dette højt, for jeg ved, at det bare bliver brutalt pillet fra hinanden, skriver hun, og tilføjer:
- Jeg kan bare ikke holde til det her tavse lort mere.
Med i klubben
Selvom hun med egne ord er dødtræt af sig selv for tiden, så leverer Teigen alligevel et af sine kendte svirp med halen til sidst i opslaget, hvor hun ironisk skriver:
- Sig til, hvis I kender andre, der også er blevet aflyst, og om der eventuelt er en reunion i klubben, for jeg kunne godt bruge noget tid væk fra sofaen.
Og netop på sofaen har den smukke mor til to brugt en del tid på det seneste. Arbejde har der i hvert fald ikke været meget af efter skandalerne.
Stormagasinet Bloomingdales trak stikket på samarbejdet med Teigen i 11. time. Og Netflix valgt at droppe hendes rolle i den kommende komedieserie ”Never Have I Ever”.
Også tidligere har Teigen klaget sin nød og forsøgt at undskylde de ti år gamle tweets mod Stodden.
- Jeg er trist og i væmmelse over den, jeg var engang. Jeg var en usikker, opmærksomhedshungrende troll. Jeg skammer mig, og er totalt pinlig over min opførsel, men det er intet ved siden af den følelse, som jeg gav Courtney, skrev hun i foråret i et tweet.