Nyheder3. oktober 2018

"Årgang 0"-familie tæt på skilsmisse: - TV-hold reddede os

Emma fra "Årgang 0" tæt på at blive skilsmissebarn
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/aargang-0-03102018.jpg
 Foto: Claus Poulsen

I 15 år fulgte vi med jævne mellemrum Emma og hendes familie i TV 2's meget populære serie "Årgang 0".

Emma Josefsen og hendes mor og far, Lene og Poul-Erik og de mindre brødre Mikkel og Simon blev faste gæster i vores stuer, når familien fra Tarm i Vestjylland var i fokus på skærmen.

Men i 2015 valgte familien at holde en pause fra det populære program.

Og i september 2016 fortalte familien, at pausen ville blive permanent.

- Emma vil gerne være en helt almindelig teenager og ikke "Emma fra tv". Det har ikke været nogen nem beslutning, for hun haft mange gode oplevelser med serien. Men efter lang tids overvejelse er vi i fællesskab blevet enige om, at det er det rigtige for hele familien at stoppe nu, sagde Poul-Erik ved den lejlighed til TV 2.

På TV 2 lagde man ikke skjul på, at familien ville blive savnet.

- Det har været en kæmpe fornøjelse at følge Emma og hendes familie igennem så mange år, og vi er meget taknemmelige for, at vi har fået lov til at leve med i familiens liv. Vi respekterer naturligvis beslutningen, selv om vi kommer til at savne dem helt vildt, lød det fra Mette Heiberg, der er redaktør på TV 2.

Men nu fortæller Emmas mor, Lene, at kernefamilien kunne have taget afsked med programmet langt tidligere.

For otte-ni år siden knagede det så meget i ægteskabet mellem hende og Poul-Erik, at parret helt bogstaveligt talte om skilsmisse og om hvordan familien skulle arrangere sig, hvis det skulle ende med det.

- Vi var nået dertil, hvor vi var i gang med at planlægge: Hvis du bor der, så bor jeg der. Den, der har børnene, har også bilen, siger Lene Josefsen til TV 2.

- Vi glemte at tale sammen. For mit vedkommende lå der hele tiden den der irritation. Hvorfor gør han aldrig noget? Hvorfor siger han ikke noget? Men jeg sagde heller ikke selv til ham, hvad det var, jeg forventede, fortæller Lene Josefsen til TV 2.
Men så greb TV-holdet bag "Årgang 0" ind. - Tilrettelæggeren Anne Hjort sagde til os: "Det skal vi have gjort noget ved". Og efterfølgende har vi haft rigtig mange snakke i interview-øjemed omkring det og fået problemerne belyst. Det meste har de jo klippet fra, så det er ikke med i programmerne. Det var mest deres hjælp til os, siger Lene Josefsen til TV 2. Produktionsselskabet stillede også en psykolog til rådighed for parret.
I dag er Lene Josefsen overbevist om, at var det ikke for TV-holdets indsats, var hun og Poul-Erik gået fra hinanden. - Jeg er sikker på, at vi kan takke tilrettelæggerne bag "Årgang 0" for, at vores ægteskab og familie blev reddet fra skilsmisse, siger Lene Josefsen til TV 2. Hvis du har savnet Emma i de seneste sæsoner af "Årgang 0", kan du godt begynde at glæde dig. For den 18-årige pige har sagt ja til at medvirke i en række ekstraprogrammer.
Det er programmer, der laves som opfølgning på serien. Der laves fire programmer, ét med hvert af de tilbageværende 'Årgang 0'-børn, nemlig Rachel, Stephanie, Christian og Emma. I ekstraprogrammerne vises der materiale, som der ikke har været plads til i de ordinære programmer, afslører TV 2.

Sponsoreret indhold