Nyheder1. marts 2018

TV 2: Derfor bliver det Christiane og Sarah

Der skal meget mere glamour og flere kjoler på programmet, når "Vild med dans" til efteråret blænder op for en ny sæson
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sarah-christiane.jpg
 Foto: Claus Poulsen

TV 2 har netop bekræftet, hvad SE og HØR afslørede her til formiddag: Christiane Schaumburg-Müller, 36, erstatter Claus Elming som den nye vært på "Vild med dans".

Sammen med Sarah Grünewald, 33, skal Christiane Schaumburg-Müller byde velkommen til Danmarks modigste dansere, når "Vild med dans" blænder op for 15. sæson.

Artiklen fortsætter under billedet.

Tidligere på ugen meddelte Claus Elming, at han stoppede som vært på det populære danseprogram, og TV 2's underholdningschef Thomas Richardt Strøbech begrundede det med, at TV 2 "gerne vil prøve noget nyt".

Det nye er så, at der nu er to kvindelige værter på "Vild med dans".

- Ved at sætte præcis Sarah og Christiane sammen slår vi en helt ny tone an for programmet. De er kloge, spontane og supergodt selskab, og jeg er sikker på, de får en fantastisk dynamik, som vil løfte "Vild med dans". Og så får vi jo dobbelt så mange værtskjoler, siger Thomas Richardt Strøbech til TV 2.

Der bliver altså dobbelt på på glamour og girlpower, når duoen Grünewald og Schaumburg-Müller skal guide seerne rundt på dansegulvet.

Selvom konstellationen er ny, så er Christiane Schaumburg-Müller bestemt ikke ny i "Vild med dans"-universet.

Hun var sammen med Claus Elming vært på programmet fra 2010 til 2012.

Sidste år løftede Christiane Schaumburg-Müller for, hvorfor hun valgte at stoppe som vært på det populære program.

Hun skiftede til SBS, hvor hun skulle være vært på "Det store datingshow" på Kanal 5. Dengang sagde hun, at årsagen til stoppet var, at hun havde brug for at prøve sig af som vært på andre områder og i en rolle, hvor hun var alene på gulvet og ikke havde en medvært at læne sig op af.
Men det var ikke hele årsagen til, at hun forlod TV 2 og seersuccesen "Vild med dans", afslørede hun i en podcasten 'Succes Kriteriet'. Hun følte sig låst af kontrakten med TV 2. - Jeg kunne ikke bare sidde på en taburet og vente på, at det blev tid til "Vild med dans"-sæson. Dengang var det sådan i TV-branchen, at man kun måtte lave det job, men jeg var kun betalt i de fire måneder, det stod på. Og i mellemtiden skulle jeg egentlig bare vente og måtte ikke lave andre kommercielle aftaler. Og jeg er mega-kommerciel - det er der, mit drive ligger. Jeg måtte sikkert gerne lave velgørenhed, men jeg ville ud og skabe noget, siger Christiane, der i dag driver kvindeuniverset ChriChri. - Jeg følte mig bundet, og jeg kunne ikke blive fastansat. Og jeg er så drevet af arbejdslyst og kunne ikke bare sidde og vente, og derfor gik jeg mine egne veje, siger Christiane i 'Succes Kriteriet'.

Sponsoreret indhold