Nyheder28. februar 2018

Det skal Claus Elming lave nu

I går afslørede Claus Elming, at han stopper som vært på "Vild med dans". I stedet skal den garvede TV-vært nu arbejde med sit nye projekt "Team Picks".
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/elming.jpg
 (Foto: All Over Press)

Claus Elming kommer ikke til at ligge på den lade side fremover.

I går meldte han ud, at han stopper som vært i "Vild med dans", hvor han har ledt omkring 100 kendte danskere ud på dansegulvet siden 2006.

Men nu fortæller Claus Elming om sine fremtidige karriereplaner.

Til Ekstra Bladet afslører TV-værten, at han i fremtiden skal bruge mere tid på sin nyopstartede virksomhed "Team Picks".

- Det er blevet en rigtig god forretning, og jeg glæder mig til at kunne kaste mere energi på det og udforske mulighederne. Jeg kan løfte sløret og sige, at der allerede kommer en stor nyhed fra os i forbindelse med VM i fodbold, som vi glæder os til at folde ud, fortæller han til avisen.

Hvad det præcis handler om, fortæller Claus Elming dog ikke mere om.

Tak til alle

Den 48-årige dansevært skrev i går et tweet, hvor han fortalte, at han stopper som vært på "Vild med dans" efter 12 års tro tjeneste.

- Tak til alle, der har været en del af min rejse og til de over 100 modiige danskere, der har kastet sig ud på dansegulvet. Tak for dansen Danmark, tilføjer han.

TV 2's underholdningschef Thomas Richardt Strøbech bekræfter Elmings exit over for Ekstra Bladet og forklarer, hvorfor "Vild med dans"-veteranen ikke længere skal byde velkommen til Danmarks modigste dansere.

- Det er fordi, vi gerne vil prøve noget nyt. Som Claus siger, er vi blevet enige om det her. Vi har været rigtig glade for Claus på "Vild med dans" - det siger jo næsten sig selv, for ellers er man jo ikke vært i 12 sæsoner, siger Thomas Richardt Strøbech til Ekstra Bladet.

Hvem, der skal være Sarah Grünewalds medvært i den næste sæson af "Vild med dans", bliver afsløret i morgen.

Sponsoreret indhold