Emilie Mengs far: Hun var det eneste, jeg havde tilbage
- Emilie er mit eneste barn. Så hun var den eneste, jeg havde tilbage, fortæller Nicolai Skovgård i dag til BT.
Sidste sommer mistede han sit eneste barn, da hans datter Emilie Meng forsvandt efter en bytur. Fem måneder senere blev hun fundet dræbt i en mose.
I interviewet med BT fortæller Nicolai Skovgård også, hvad hans sidste minde om Emilie er. Det var da hans egen mor døde, og Emilie var kommet for at sige et sidste farvel med farmoren.
- Det skulle vise sig at blive den sidste gang, vi så hinanden. Der sagde jeg til hende: 'Jeg er ked af, Emilie, at jeg ikke har været der ret meget for dig. For det har jeg jo sådan set ikke. Men vi ved jo godt, at vi elsker hinanden,' siger han til BT.
SE og HØR mødte selv Nicolai Skovgård tidligere i år. Det var kort tid efter, at Emilie Meng var fundet død.
– Uvisheden har været frygtelig, og nu er vores værste anelser blevet til virkelighed, fortalte Nicolai Skovgård til SE og HØR.
Den gang håbede han, at fundet af datteren kunne gøre, at politiet hurtigt ville finde datterens morder.
– Det er godt, at politiet nu har nogle spor at gå efter. Så mit største ønske er, at de finder den eller de afstumpede personer, som har slået hende ihjel, fortæller Nicolai Skovgård til SE og HØR.
Emilie Mengs fars gribende appel: Find min datters morder
Emilie Meng forsvandt sporløst den 10. juli tidligt om morgenen, da hun efter en bytur ville gå fra Korsør Station til sit hjem i centrum af den sydsjællandske havneby.
Juleaftensdag blev hendes lig fundet i en sø nær Borup ca. 60 km fra, hvor hun forsvandt. Politiet kunne derefter bekræfte hendes families værste anelser om, at hun var blevet myrdet.