”Vild med dans” skudt i gang: Her er aftenens op- og nedture
Vild med dans 2015 pgr 1
Fredag aften blev årets dansefest for alvor skudt i gang, da de 12 ”dansejomfruer” indtog dansegulvet i ”Vild med dans” for første gang.
Og sæsonens første program blev på mange måder en mindeværdig oplevelse – blandt andet kunne hele to par forlade ”Vild med dans” med det laveste antal point nogensinde for den første dans. Både Rasmus og Mille samt Sami og Patricia forlod dansegulvet med fire point hver. Og dét er altså det laveste, der nogensinde er givet til et par for første dans.
Men der var nu også masser af ros og glæde at spore hos de fire efterhånden rutinerede dommere Anne Laxholm, Nikolaj Hübbe, Jens Werner og Britt Bendixen.
De fire dommere var specielt begejstret for James Sampson og hans partner Mie. Faktisk var dommerne nærmest mundlamme over musikerens benarbejde og rytme og kunne da heller ikke andet end at give musikeren tårnhøje point for hans cha-cha-cha.
- Jeg har sjældent set noget lignende. Jeg er mundlam, sagde Britt Bendixen således, inden parret kunne forlade dansegulvet med rekordhøje point – hele 20 point i alt!
Du kan se alle billederne fra aftenens "Vild med dans" øverst i denne artikel.
Også John ”Faxe” Jensen fik masser af ros, selvom han mest har brugt benene på grønsværen. Han fik således masser af ros for sit ben-arbejde, da han dansede en flot vals til Ed Sheeran-nummeret ”Make It Rain”.
- Jeg kunne tydeligt se valsens sjæl, sagde en glad Jens Werner således, mens Anne Laxholm kaldte hans danseevner for ”flot ben-arbejde”. Bagefter kunne den tidligere fodboldstjerne glæde sig over en pointscore på hele 10 point.
Én af de flotteste cha-cha-cha'er fredag aften blev danset af Søs Egelind og hendes partner Mads Vad. De kunne forlade dansegulvet med hele 15 point og lutter rosende ord fra de fire dommere.
- Aftenens absolut bedste cha-cha-cha indtil videre, lød det blandt andet fra Jens Werner.
Aftenens bedste vals dansede ”Sjit Happens”-skuespillerinden Stephania sammen med dansepartneren Morten. De imponerede dommerne med deres flotte vals, som de dansede til ”I had a Dream” med Joss Stone og fik hele 16 point.
Heldigt for Jarlov: Nu deler de den historisk dårlige rekord
Til sammenligning kæmpede politiker Rasmus Jarlov og skuespilleren Sami Darr noget mere med deres trin. Rasmus Jarlov forsøgte at imponere dommere og danskerne med en cha-cha-cha med sin partner Mille, mens Sami Darr forsøgte at svinge hofterne til en vals sammen med sin partner Patricia.
Men dansen kom aldrig helt i sving for Rasmus og Sami, og dét bemærkede de fire dommere.
- Det er klart, at der er mange ting, du skal arbejde med. Du har masser af rytme, bare ikke i kroppen, sagde Jens Werner blandt andet til Rasmus Jarlov.
Begge par kan dog glæde sig over, at de med garanti er videre til næste fredag, når andet program skydes i gang.
Der vaer nemlig ingen dansere, der røg ud i aften. Men parrenes karakterer ryger automatisk med videre til næste fredag. Og her kan Rasmus og Mille altså kun tage sølle fire point med sig hver.
Sådan fordelte pointene sig:
John og Karina (vals): 10 point
Sharin og Frederik (cha-cha-cha): 7 point
Patrick og Jenna (vals): 10 point
Rasmus og Mille (cha-cha-cha): 4 point
Karen og Michael (vals): 8 point
Ena og Thomas (cha-cha-cha): 12 point
Søs og Mads (cha-cha-cha): 15 point
Stephania og Morten (vals): 16 point
Chris og Luise (cha-cha-cha): 6 point
Sami og Patricia (vals): 4 point
James og Mie (cha-cha-cha): 20 point
Katrine og Aslak (vals): 9 point