Nødråb fra Emilie Mengs præst: Hjælp os med at finde morderen
Det er nu tre måneder siden, at liget af den forsvundne 17-årige Emilie Meng blev fundet ved en sø nær Borup, og politiet står stadig uden afgørende spor, der kan afsløre gerningsmanden – eller gerningsmændene – som bortførte og dræbte den kønne unge pige.
Emilie Meng forsvandt sporløst kl. ca. 04 søndag den 10. juli sidste år fra Korsør Station, hvor hun netop var ankommet med toget fra Slagelse efter en bytur med nogle venner og veninder.
Drabet på den unge gymnasiepige – og de fem en halv måned, hvor familien levede i en frygtelig uvished om hendes skæbne – har tæret så meget på moderen og stedfaderens kræfter, at de nu har sat deres hus til salg. Det vidner et ”til salg”-skilt foran huset på den ellers stille Korsør-villavej om.
– Huset rummer jo så mange minder om Emilie. Derfor vil de væk fra byen, hvor de hele tiden bliver konfronteret med det uhyggelige og grusomme, der skete for deres datter. Og det forstår man jo udmærket, siger en bekendt af familien til SE og HØR.
- Emilie var et lys i familien
Ingen afgørende spor
– Vi arbejder stadig på højtryk for at finde den eller de skyldige. Vi har masser af materiale, som vi arbejder intenst med. Alt, hvad der kan undersøges, bliver undersøgt, forklarer efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen til SE og HØR.
– Det kan måske godt virke, som om sagen er gået lidt i stå. Men det er den bestemt ikke. Vi er en stor gruppe yderst kvalificerede efterforskere, som konstant gør en massiv indsats. Det er jo ikke alt i vores efterforskning, som vi fortæller pressen og offentligheden om, fortsætter han.
– Men desværre har vi endnu ingen nye eller afgørende spor, siger Søren Ravn-Nielsen, som ikke vil oplyse om, hvordan Emilie blev dræbt, eller om hun havde været udsat for voldtægt. Han kan heller ikke bekræfte rygter om, at hun stadig skulle være påklædt, da liget blev fundet ca. 60 km fra Korsør Station, hvorfra hun blev bortført.
Forsvundet sporløst: Så meget har Maddie-efterforskning kostet
Sagen skal opklares
– Det er sørgeligt, at det for alle os andre virker, som om sagen er gået i stå. Vi er mange her i byen, som virkelig godt kunne tænke sig, at sagen bliver opklaret. Vi accepterer ikke, at sagen ikke får en afslutning. Og vi helmer ikke, før den er opklaret, fastslår sognepræst Anna Helleberg Kluge.
Præsten kendte Emilie Meng særdeles godt. Emilie var en elsket og højt respekteret sanger i kirkekoret, og Anna Helleberg Kluge både konfirmerede og bisatte hende. Derfor kommer hun også med denne bøn:
– Der må være nogen et eller andet sted derude, som ved noget. Nogen, som kender den eller dem, som står bag den utilgivelige udåd, der er blevet begået. Nogen, som har hørt eller set noget, der kan være med til at afsløre morderen.
– Spørgsmålet er så, om den eller de kan leve med, at gerningsmanden – eller gerningsmændene – ikke bliver afsløret, så vedkommende kan få sin straf. Kan man bære på sådan en hemmelighed resten af sit liv?
– Det er til stor frustration for alle, som kendte, elskede og holdt af Emilie, at gerningsmanden endnu ikke er fundet. Vi lever alle i frygt, fordi der stadig går en morder rundt iblandt os. Det kan ikke være rigtigt, at den slags sker i Danmark.
– Det frygtelige, der er sket, kommer familien aldrig over. Det eneste, de kan, er at lære at leve med det. Og af respekt for Emilie og hendes familie kan vi ikke stoppe med selv at lede efter morderen, før han eller hun er fundet. Det kræver vores retfærdighedsfølelse, konkluderer sognepræsten.
Herunder kan du se billeder fra dengang, der blev holdt en mindehøjtidelighed for Emilie: