Jesper efter operation: Det går langsomt fremad
Jesper Sørensen har vundet tusindvis af danskeres hjerter, efter at den ukuelige nordjyde har fortalt om sit liv med en sjælden sygdom - altid med et smil på læben.
Siden februar har hverdagen dog ikke været let for den 17-årige gut, der lider af den sjældne sygdom progeria, der får kroppen til at ældes langt hurtigere.
Under en fodboldkamp ramte Jesper bolden så uheldigt, at hans hofte røg ud af hofteskålen, og dét blev den ved med seks til syv gange efterfølgende.
I april valgte lægerne så at operere ham for at stabilisere hoften. De kunne ikke blive ved med at sætte hoften på plads.
I dag går det bedre med hofterne, selvom der er stadig er et stykke vej til, at den ukuelige nordjyde er helt på højkant igen. Det fortalte han, da han fik besøg af en række scooterentusiaster for et par uger siden:
- Det går langsomt, men det går fremad, fortalte Jesper Sørensen til TV 2 Nord.
Efter operationen har Jesper siddet i kørestol og har også selv en lille scooter, som hjælper ham omkring. Derudover skal han frem til september gå med en skinne omkring benene, som hjælper hoften med at hele, som den skal.
Sidst danskere mødte Jesper Sørensen på TV, var i november sidste år, hvor vi fulgte ham til et stort sommertræf for andre børn med den sjældne sygdom.
Det årlige træf stod Jesper Sørensen for sammen med sin familie. Han inviterede i august 2014 børn og unge - der alle lider af progeria - til Nordjylland. Her fik de mulighed for både at prøve kræfter med dansk mad, gokart-kørsel og selvfølgelige en tur i Fårup Sommerland.