Nyheder1. oktober 2018

Kim Larsens ven i rørende brev: Kæmpede urimelig kamp

Kim Larsens impresario Jørn Jeppesen taler nu ud om Kim Larsens sidste tid
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20180628_wen_-_kim_larsen_37.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Dagen efter Kim Larsens død åbner hans impresario (italensk for manager, red.) Jørn Jeppesen op og fortæller om sangerens sidste tid.

Det gør han i et rørende brev på Facebook, der er adresseret til Kim Larsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

- Forleden ringede du til mig og med din velkendte, powerfulde stemme indledte du samtalen med: "Hej Ørno. Det er Larsen fra vanviddet på sygehuset. Jeg har lige sagt til Liselotte, at min impresario sgu da ikke er så dum, at han bruger tre timer på at købe et ur". Og så fulgte én af vores uendeligt mange telefonsamtaler, som for udenforstående må have lydt kaotisk og uden mål og med. Men det var det ikke. Vi talte samme sprog. Vi forstod hinanden virkelig godt. Ofte med abrupte sætninger, højlydte og mange grin, råben og skrigen i munden på hinanden, en masse citater og one-liners, skriver guitaristen i Kim Larsen & Kjukken.

- Jeg mødte dig i 1997, og vi gik på behørig afstand rundt om hinanden i nogæe år, inden jeg - nærmest overnight - blev din manager i januar 2001. Eller "impresario", som du elskede at holde fast i at kalde mig. "Manager" var for smart, og du kunne godt lide den italienske reference til "impressario", fortæller Jørn Jeppesen om sit første møde med nationalskjalden.

- Vi fik hurtigt tillid til hinanden. Og hvis man først havde din tillid, og ikkemisbrugte den, så gik du gennem ild og vand for én, fortæller Jeppesen om Kim Larsen.

- Og selvom du havde været superstjerne i mange år, da vi mødtes, så følte jeg, at jeg - udover tillid - fik din respekt. Måske fordi jeg ikke behandlede dig som en superstjerne, måske fordi jeg er for stor en bonderøv til at forstå, hvad dét egentlig er, måske fordi jeg hele tiden havde blikket på opgaven, fortæller Jørn Jeppesen.

Jørn Jeppesen fortæller, at det ikke var nemt at se sin nære ven og kollega ligge for døden.

- De sidste mange måneder har du kæmpet en urimelig kamp, som jeg var så ked af, at jeg ikke kunne hjælpe dig med. Du kæmpede til det sidste, som kun du kan kæmpe. Det har været imponerende og fortvivlende at følge på én og samme tid. Og jeg ved godt, at du mandede dig op forleden i vores sidste samtale. Men du ville til det sidste være cool og holde stilen. Det var typisk for dig, og det var smukt og rørende, fortæller Jørn Jeppesen om sin sidste samtale med Kim Larsen.

- Kære Kim, jeg er så ked af, at du ikke ringer til mig mere. Jeg er ked af, at vi aldrig mere skal drikke portvin ved dit køkkenbord, mens vi ordnere butikken og verdenssituationen. Og virkeligt ked af, at vi ikke skal ud og spille flere koncerter med bandet og alle dine fantastiske sange. Jeg skal videre i livet uden dig, og det bliver hårdt efter så mange gode og intense år sammen. Jeg savner dig allerede helt ubeskriveligt meget og håber bare, at du er et godt sted. Det tror jeg på, afslutter Jørn Jeppesen.

Kim Larsen sov ind søndag morgen.

Han var i sin sidste stund omgivet af sin kone Liselotte samt sine seks børn Pelle, Sylvester, Alice Eva, Molly, Hjalmer og Lui. Bisættelsen vil finde sted i absolut stilhed og helt privat", blev det søndag fortalt i en opslag på Facebook.

Sponsoreret indhold