Nyheder27. februar 2018

Kandis-Johnnys krop sagde stop: Sendt til tælling

Dansktopstjernen Johnny Hansen har lagt livsstilen om efter en alvorlig forskrækkelse tidligere på året
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/johnny.jpg
 (Foto: All Over Press)

Om mindre end et år kan dansktoppens gyldne drenge fra Kandis fejre deres 30-års jubilæum som hitmagere.

De mange år med lange turneer og 18 albumindspilninger begynder at sætte deres spor. Lige efter nytår kunne bandets forsanger, 52-årige Johnny Hansen, mærke, at noget ikke længere var, som det plejede.

– I starten af året var jeg lidt til tælling. For første gang har jeg oplevet lidt stress. Jeg har gennem mange år haft mange bolde i luften hele tiden, men det her var første gang, jeg følte uro i kroppen, fortalte Kandis-Johnny, da han for nylig var gæst i Søren Dahls talkshow ”Dahl på Hack”.

Advarselssignalerne blev heldigvis taget alvorligt af den garvede musikant, der straks er begyndt at sætte grøntsager højere på dagsordenen og har smidt et par af de kilo, han fandt overflødige.

– Jeg dyrker også motion – jeg er kommet med i en cykelklub, vi har i Hurup. Den hedder Den Stramme Kæde. Der er så nogle af de andre, der er mere stramme, end jeg er, sagde Johnny i talkshowet. Cyklingen hjælper ikke bare Johnny med at forbrænde fedtet, men giver også en rar følelse indeni.

– Det er virkelig hårdt, men du har det rigtig godt med dig selv bagefter.

Sangerens stresssymptomer ramte, stort set samtidig med at gruppen udsendte deres nyeste album – nummer 18 i rækken.

Men det tyder på, at det bliver sidste gang, at landets mange Kandis-fans får en ny cd fra gruppen i hånden.

Efterhånden som streaming og downloads er blevet de mest almindelige måder at høre musik på, kan det ikke betale sig at producere plader.

Men Johnny har allerede lovet, at det bestemt ikke betyder, at Kandis holder op med at indspille nye numre.

Muligvis fortsætter de med at spille lige så længe, som hans 74-årige far Bjørn ”& Okay” Hansen, der er still going strong.

Du kan opleve Kandis-Johnny til Dansktop Prisen 2018, der løber af stablen den 14. april i Jyske Bank Boxen i Herning.

Udover Kandis kan du opleve Johnny Reimar, Keld & Hilda, Sweethearts, Richard Ragnvald, Kirsten Siggaard, Dario Campeotto, Kim Schwartz, Bjørn Tidmand, Lotte Riisholt, Jørgen de Mylius og Klaus & Servants.

Køb billetter på 70 15 65 65 eller på HER

Sponsoreret indhold